Jacob Nielsen: Vi nedlægger protest
Foto: Lars Rønbøg/GettyImages
Superliga

Jacob Nielsen: Vi nedlægger protest

AGF har besluttet at protestere over udvisningen af Dino Mikanovic.

David Nielsens trænerdebut i AGF nåede et dramatisk højdepunkt, da Dino Mikanovic blev udvist i løbet af pausen mellem AGF og Lyngby.

Forinden havde kroaten modtaget et gult kort for film, og på vejen ud af banen væltede Mikanovic så tre stole i frustration. Det takserede dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen til endnu et gult kort, men AGF-direktør Jacob Nielsen fortæller nu, at hjemmeholdet har valgt at nedlægge protest:

- Der er nogle stole, der står i vejen, da Dino (Mikanovic red.) forlader banen efter første halvleg. Jeg er nødt til at sige, at vi har nedlagt protest. Vi fik en forklaring i pausen, at han sparker til tre stole. Det er tydeligt, at han ikke sparker til stolene, siger Jacob Nielsen til TV3 Sport efter kampen og henviser til, at kroaten væltede stolene med hænderne.

AGF-direktøren er særlig træt af, at David Nielsen og co. måtte vente flere minutter på beskeden om, at Dino Mikanovic ville modtage endnu et gult kort: 

- Der går 12 minutter før, at vi får det gule kort. Det vil sige, at David og trænerstaben går til pause og forbereder spillerne til anden halvleg. Da der så er to minutter igen, bliver de hevet ud og får at vide, at han har valgt at give ham det andet gule kort, uddyber Jacob Nielsen. 

Også sportschef i AGF, Peter "PC" Christiansen, luftede efter kampen sin utilfreds med situationen omkring udvisningen.

Kampen endte 2-0 til Lyngby. Gæsterne scorede begge mål efter pausen.