Video : Tipsbladet
Superliga

Ingen Brøndby-appel: Accepterer bødestraf

Brøndby IF har valgt ikke at appellere bøden på 75.000 kroner, som klubben er blevet idømt af Fodboldens Disciplinærinstans.

Fodboldens Disciplinærinstans har tirsdag afsagt dom i sagen om tilskueruroligheder i forbindelse med derbyet mellem Brøndby IF og FC København den 6. august. 

FC København straffes med to kampe uden tilskuere, en betinget dom på yderligere en kamp for lukkede døre samt en bøde på 150.000 kroner. Brøndby IF har fået en bøde på 75.000 kroner for fansenes brug af pyroteknik under kampen.

FC København kalder dommen for ude af proportioner og har valgt at appellere straffen. I Brøndby gør man ikke yderligere ved bøden på 75.000 kroner. Tipsbladet.dk har været i kontakt med klubben fra Vestegnen, der meddeler, at bøden ikke vil blive appelleret. 

Brøndby IF kommer inddirekte til at mærke straffen til FC København. Den ene af de to kampe, FCK skal spille for lukkede døre, er således den kommende hjemmekamp mod Brøndby IF i Superligaen. Derudover er det hjemmekampen mod FC Midtjylland den 8. september.