Igboun sætter dansk landshold på standby
Illustration
Superliga

Igboun sætter dansk landshold på standby

Nigerianske Sylvester Igboun har boet i Danmark i mere end ni år og kan derfor søge om dansk statsborgerskab. Men det kommer han ikke til i første omgang.

Sylvester Igboun lavede fredag hattrick for FC Midtjylland, der vandt med 3-2 over OB og fører Superligaen komfortabelt efter syv kampe. Den 24-årige angriber har været i Danmark i ni år, så han kan søge om dansk statsborgerskab, hvis han har lyst.

Nigerianeren åbnede for et år siden op for, at han ville ansøge om dansk statsborgerskab, fordi det dels ville give ham bedre muligheder for at skifte til blandt andet klubber i England, der har regler nogle regler om arbejdstilladelser for spillere, som ikke er EU-borgere. Igboun åbnede også op for muligheden for at spille for det danske landshold, hvis han ikke var i betragtning til det nigerianske. Noget, han fortsat ikke har været.

Men nu hvor Igboun rent faktisk kan ansøge om dansk statsborgerskab, har piben fået en anden lyd. Angriberen vil ikke ansøge om dansk statsborgerskab lige nu.

- Det er ikke inde i mine tanker lige nu. Det kan selvfølgelig være en mulighed på sigt, men det er ikke noget, jeg bruger tid på lige nu, siger Igboun til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Jeg håber og tror fortsat på, at jeg kan komme på det nigerianske landshold. Men det vigtigste er at fortsætte mit arbejde i FC Midtjylland. Hvis jeg får muligheden for at spille for mit land, så er det en stor mulighed, som jeg vil glæde mig over. Men det er ikke i mit hoved, og jeg koncentrerer mig kun om at hjælpe mit hold og spille godt for FC Midtjylland, siger "Sly".

24-årige Sylvester Igboun kunne måske få chancen på det danske landshold, hvor der offensivt måske kan blive plads til en anderledes angriber-type som Igboun. Men hvis Morten Olsen ringer, så skal han ikke forvente et ja i første omgang fra Igboun.

- Jeg skal jo have et dansk pas for at spille for Danmark, men jeg tænker slet ikke på at ansøge om dansk statsborgerskab lige nu. Der er mange ting, der skal på plads, før jeg kan komme til at spille for Danmark, og lige nu spiller jeg bare mit spil i FC Midtjylland, siger Sylvester Igboun.

FC Midtjylland-spilleren har ikke lagt skjul på, at han drømmer om et udlandseventyr, men i øjeblikket tager han det hele med ro og fokuserer på sin klub. Han scorede som sagt et hattrick fredag mod OB, så han nu står noteret for fem scoringer i sæsonens første syv kampe for Superligaens suveræne tophold, der har 18 point. "Sly" mener, at klubben har gode chancer for at fortsætte den gode stime.

- Vi har haft en god start på sæsonen, og vi skal blive ved med at kæmpe for at holde fast i toppen. Jeg håber, vi kan undgå skader, for vi har en rigtig stærk trup, der er komplet lige nu, efter vi har fået nogle spillere tilbage fra skade. Der er meget konkurrence om pladserne, og alle skal kæmpe for pladserne på holdet. Men det ville være skørt at begynde at tale om guld, for der kan nå at ske meget. Vi skal i stedet koncentrere os om den næste kamp mod FC Nordsjælland, siger Igboun.