Hvordan kunne det gå så galt i OB?

OB's slutetde den overståede Superliga-sæson på en hamrende skuffende 10. plads og sikrede sig først endegyldig overlevelse i ligaen i næst sidste spillerunde. Men hvordan kunne det gå så galt for en klub, der inden sæsonen var tippet som den oplagte udfordrer til et "nyt" og måske sårbart FCK-hold?

Tipsbladet mødte tidligere i maj OB's direktør Thomas Christensen til en snak om den forfærdelige udvikling hos det fynske flagskib.

Bragt i Tipsbladet 11. maj

Hvis man skulle være i tvivl om, hvor dårligt OB har gjort det med fire uafgjorte, otte nederlag og nul sejre i foråret, kan man tage et kig på, hvad lange perioder med sejrs-tørke har betydet for andre klubber i Europas øverste ligaer.

De 12 Superliga-kampe, OB har spillet uden at få tre point siden 4-0 sejren i Haderslev mandag 5. december 2011, giver OB en meget lidt attraktiv femteplads på den aktuelle liste over europæiske klubber med flest kampe i streg uden sejr, og fynboerne skal være lykkelige for, at de ikke deler skæbne med de fire hold foran dem på listen.

For Wolverhampton i Premier League (13 kampe uden sejr) rykkede ned 22. april, spanske Racing Santander (19 kampe) er ligeledes ude og kæmper for livet med den indiske svindler Ali Syed som forsvundet klubejer, Cesena (19 kampe) er også for længst væk fra Serie A efter fire måneder uden sejr, og allerværst er det gået den lille rumænske oprykker CS Mioveni, der meget passende har en målscore på 18-64 og 12 point i 30 kampe.

Og på hjemmebane er OB's statistik faktisk endnu værre (kun førnævnte CS Mioveni, Wolverhampton og Leon Jessens Kaiserslautern er gået flere kampe uden hjemmesejr).

Og OB's administrerende direktør Thomas Christensen erkender, at fynboerne skal være særdeles glade for de 25 point, det trods alt blev til i 18 efterårskampe før salget af den nigerianske topscorer Peter Utaka og det forfærdelige forår, hvor OB heller ikke ligefrem har været uheldige med styrken - eller manglen på samme -  hos de to konkurrenter på nedrykningspladserne.

»Den her sæson er anderledes ved, at der bliver taget mange point i toppen. Mens der i de tidligere år blev taget mange point i bunden. Hvis Lyngby havde kendt deres besøgelsestid, hvor vi så senere får nogle point, og de ikke gør, jamen så havde vi absolut ligget med en vis del i vandskorpen,« siger Thomas Christensen.

OB satsede voldsomt på guld 
Hvordan i alverden er OB havnet i den situation efter tre sølvmedaljer i træk og ifølge Tipsbladets oplysninger med flere penge til rådighed til spillerlønninger og indkøb end alle andre hold i Superligaen end FC København?

At der ikke blev fundet nogen direkte afløser for stabilt scorende Peter Utaka, da han blev solgt til kinesiske Dalian Aerbin 23. januar 2012, og at den nuværende OB-trup er nærmest blottet for selvtillid, er to aktuelle forklaringer og symptomer på OB's problemer. Og Thomas Christensen accepterer den kritik, han og OB i øjeblikket får for et forsømt forår.

»Det er i orden at kalde os naive, men det er trods alt mange erfarne trænere og alle Danmarks medier, der ikke havde set det ske,« siger Thomas Christensen.

Men på et dybere plan skal OB's forårsnedtur mindst lige så meget ses som en pris for de tre sølvmedaljer i 2009, 2010 og 2011 og for den strategi, OB's bestyrelse og direktion slog ind på i årene med Lars Olsen som cheftræner og Kim Brink som direktør. Også selv om det ikke pynter, at OB's ledelse lavede en fejlvurdering af truppens styrke for få måneder siden, hvor man talte om en realistisk mulighed for at nå op de europæiske pladser.

Især fra 2007, da Superligaen fik tredoblet størrelsen på tv-aftalen, begyndte OB at satse på dyre, erfarne spillere, ofte med rutine fra landshold eller større europæiske ligaer.

Og det er ikke småpenge, OB brugte i guld-satsningen.

Præcist hvor meget OB brugte på spillere er ikke helt klart for outsidere, da OB er del af en større koncern og ikke er børsnoteret, hvilket betyder, at fodbolddelens regnskab ikke ligefrem er blandt de mest detaljerede i dansk fodbold.

Men hvis man gransker regnskaberne nærmere, får man en fornemmelse af, hvor voldsomt OB faktisk satsede på at vinde en guldmedalje mellem 2008 og 2010.

Et af de vigtigste spor er en markant stigning i personaleomkostninger, det vil sige lønninger i koncernen fra 2007 til 2010.

OB gik fra omtrent 90 millioner kroner i 2007 til 135 millioner i 2010, og selv om der i samme periode kom omtrent 30 ekstra medarbejdere i moderselskabet Odense Sport&Event (OSE), er det realistisk at vurdere, at førsteholdet i Superligaen slugte et godt stykke over halvdelen af de 45 millioner kroner ekstra lønninger, OSE betalte i 2010.

Det næste spor finder vi under punktet af- og nedskrivninger. Igen kompliceres regnestykket af, at OB's fodboldtal er blandet med dem fra hotel-, konference- og koncert-driften.

Men simpelt forklaret siger afskrivningerne noget om, hvor mange penge OB har skullet afsætte til de årlige afbetalinger på transferbetalinger, signon-fees og andre typer engangsbeløb til spillere, som klubben har i det nuværende eller seneste par år har købt eller forlænget kontrakter med. I 2007 var det beløb 10,8 millioner kroner, mens man i 2010 var oppe på 34,8 millioner inklusive en ekstraordinær nedskrivning på otte millioner kroner på spillere, man i 2010 sagde farvel til for mindre transfers, end de var bogført til i værdi i OB's regnskab.

Et tredje hint om OB's store satsning på dyre spillere finder vi i UEFA's »Club Licensing Benchmarking Report« for regnskabsåret 2010.

Her kan man på se, at samtlige Superliga-klubber i regnskabsåret 2010 tabte penge på deres transferaktiviteter, hvilket vil sige alle transferindtægter holdt op imod indkøb samt signon-fees og andre engangsbeløb til klubbernes spillere, som for eksempel loyalitetsbonusser og signoff-fees.

I OB's nyeste regnskab, for 2011, oplyser klubben for første gang særskilt det resultat af transferaktiviteter, og her ser man, at OB i 2010 var oppe på et tab på 19 millioner kroner, når udgifter til forskellige fees til spillerne og afbetalinger på tidligere transfers var regnet med. Ifølge Tipsbladets oplysninger brugte OB selv i 2009, da man ellers solgte Djiby Fall til Lokomotiv Moskva for 30 millioner kroner samt Anders Lindegaard for en lille håndfuld millioner til Aalesund, også mindst lige så mange penge på spillere, som man fik i kassen via salg.

Spillere som Njogu Demba-Nyrén, Roy Carroll, Caca og Rurik Gislason blev i det kalenderår købt fri eller skiftede på fri transfer og fik for de flestes vedkommende særdeles attraktive kontrakt og signon-fees i millionklassen, mens den et-årige forlængelse af Eric Djemba-Djembas kontrakt i august 2009 også kostede millioner. Og de var langt fra de eneste spillere, der scorede kassen i OB's satsning på erfarne folk, der skulle spille guldet til Fyn.

Ud fra OB's regnskaber og Tipsbladets oplysninger fra transfermarkedet om de kontrakter og beløb, OB investerede i nye spillere mellem 2007 og 2011, er det en realistisk vurdering, at OB fra 2007 og til den dramatiske fyring af Lars Olsen, Viggo Jensen og direktør Kim Brink i september 2010 fordoblede spillerbudgettet til lønninger, transfers og signon-fees fra 30-40 millioner til et sted mellem 80 og 100 millioner kroner.

To års tømmermænd
Da OB's bestyrelse og administrerede direktør Thomas Christensen så besluttede at fyre trioen Olsen, Jensen og Brink, havde man en trup, hvor flertallet af spillerne var erfarne folk med sekscifrede månedslønninger og flerårige kontrakter, men som man selv i OB måtte konstatere ikke var stærk nok til at opfylde ambitionen om at vinde guld. Der var ikke den kultur og sammenhæng mellem førsteholdet og resten af klubben, som ledelsen i OB ønskede sig og troede var nødvendig for at klare sig, ikke mindst på et tidspunkt da transfermarkedet og dermed muligheden for at føre en dyr transferpolitik var sandet helt til i finanskrise.

Profiler som Eric Djemba-Djemba og Peter Utaka, der efter deres kontraktforlængelser i henholdsvis august 2009 og februar 2010 blev blandt de allerbedst betalte i Superligaen og lå i toppen af hierarkiet, havde været fænomenale i sommeren 2008 og i hele kalenderåret 2009. Men i 2010 ville de gerne væk og spillede ikke længere nær så godt, så hvor den dyre OB-trup burde have toppet i 2010 og 2011 og måske opfyldt den ambition om guldmedaljer, OB havde som erklæret målsætning senest i 2014, stod OB og klubbens nye cheftræner Henrik Clausen med en trup, der havde toppet, og som det på grund af de høje lønninger og lange kontrakter ikke var nemt at skifte ud i.

Tidligere direktør Kim Brink var en stærk mand i OB og havde stor indflydelse på OB's strategi med at hente dyre, ældre spillere, og at en del spillere fik kontrakter, der sagtens kan måle sig med det, de dyrest betalte spillere i de to store københavner-klubber FC København og Brøndby IF fik i de samme år. De dyre aftaler og det faktum, at der ikke var udsigt til OB-guld, efter at OB i foråret 2010 satte en smal føring til FC København over styr, var med til at koste Brink jobbet.

Men over Brink stod Thomas Christensen og bestyrelsen, ikke mindst personificeret ved storaktionær og bestyrelsesformand Niels Thorborg, og Christensen vil ikke fralægge sig det overordnede ansvar, han har for, at OB satsede på guld og siden måtte lægge strategien mærkbart om.

»Jeg er administrerende direktør, uanset hvordan du vender og drejer det. Jeg tager min del af ansvaret. Nogen udfører så tingene i praksis, men ingen gør det i forventning om, at det vil gå dårligt,« siger Thomas Christensen.

Efter fyringen af Brink meldte OB ud, at det ville tage tre-fire-fem transfervinduer at tilpasse førsteholdstruppen til en ny strategi, hvor der skal bruges betydeligt flere af OB's teenagere og unge seniorspillere med fortid i OB's ungdomsafdeling. Og den proces har ikke været nem, indrømmer Thomas Christensen, der som del af den sportslige ledelse var en af de hovedansvarlige for at forhandle OB ud af kontrakter med Njogu Demba-Nyrén, Roy Carroll, Caca og Björn Runstrøm i dagene og ugerne omkring OB's træningslejr i januar 2011, da OB også sagde farvel til Johan Absalonsen, Henrik Hansen, Alexander Lund Hansen og Thomas Helveg i førsteholdstruppen.

Men her begynder den dyre transferstrategi fra 2007 til 2010 at bide for alvor.

For efter at have tabt relativt beskedne beløb, knap 20 millioner kroner, på årsregnskaberne i 2009 og 2010, skulle OB gerne have solgt spillere i sommeren 2011 for at få råd til nye profiler, profiler med lavere lønninger men flere af de lederegenskaber, truppen trods en andenplads og et pænt 2011-forår ifølge flere eksperter manglede.

OB havde håbet på, at flere af de spillere, man i januar 2011 måtte lade gå gratis eller ligefrem måtte betale for at forsvinde, ville have indbragt millioner i spillersalg, hvilket var en erklæret målsætning i årene mellem 2007 og 2010. Men hverken dem eller profiler som Peter Utaka og Eric Djemba-Djemba, der var efterspurgt i 2009, kunne nu sælges på et finanskriseramt europæisk transfermarked.

»Der ligger også i vores strategi-skifte, at branchen ændrer sig. Der er en økonomisk virkelighed. Transfermarkedet har i flere år været bundfrossent, og den anden del er, at vi ligger med lange og dyre kontrakter. Hvad skulle vi disponere ud fra? Vi har en eksisterende trup, og vi har en plan for, hvad vi vil. Som med den fynske identitet, hvor vi har rigtig dygtige spillere, der kommer ind. Men vi vil også sikre en kontinuitet og en rekrutteringsproces, der ser anderledes ud. Vi har nogle forudsætninger [at være bundet af dyre kontrakter], men dem glemmer medierne,« siger Thomas Christensen.

»Den kausalitet mellem spillerbudget og sportslig formåen er ikke så stærk lige nu i Superligaen. Fordi klubberne er bundet til langtidskontrakter. De blev til efter den fornemme tv-aftale, hvor alle går all-in og mere end det. Du har et forløb, hvor der ikke er kontinuerlig udskiftning ud over de yngre spillere,« siger Thomas Christensen.

Men OB-direktøren erkender også, at klubben kunne have brugt en decideret sportschef et stykke tid før, man hyrede Poul Hansen i november 2011.

»En af de ting, vi lægger vægt på med ansættelsen af Poul, er sammensætningen af rekrutteringen. Det tog lidt for lang tid at ansætte en ny sportschef. Vi ledte efter den rette profil og var grundige, og det passede sammen, da vi fik fat i Poul. Men det tog en tand for længe i forhold til de ting. Det kan vi lære af ledelsesmæssigt,« siger Thomas Christensen.

Læs mere på næste side