Hradecky: Jeg bliver i Brøndby
Illustration
Superliga

Hradecky: Jeg bliver i Brøndby

Lukas Hradecky vil til en større klub end Brøndby på et tidspunkt, men denne sommer har målmanden ingen transferplaner.

Tre gange måtte Lukas Hradecky bøje sig og pille bolden ud af netmaskerne, da Brøndby i går tabte 1-3 til FC Midtjylland i Superliga-premieren, men det ændrer ikke ved det faktum, at finnen er en af de bedste - hvis ikke den allerbedste - keepere i Danmark. Hvis Hradecky en dag skulle få den idé, at han vil prøve kræfter med en anden liga end den danske, skal der helt sikkert nok stå bejlere klar i kulissen.

Den ide har Lukas Hradecky såmænd allerede leget en smule med, og han lægger ikke skjul på, at han går med overvejelser om at skifte til en større liga.

- Det gør man næsten altid lidt. Lige nu er jeg super tilfreds med at være i Brøndby, for jeg vil gerne prøve at vinde noget. Det har vi en super god chance for, så hvorfor skulle jeg tage væk? En dag vil jeg meget gerne spille i en anden og større liga, siger Lukas Hradecky til tipsbladet.dk.

Direkte adspurgt, om han regner med at være i Brøndby i hele den igangværende sæson, er svaret lige så skråsikker.

- Det gør jeg bestemt, fastslår Brøndby-keeperen.

Lukas Hradecky kom til Brøndby fra Esbjerg sidste sommer. Han har tre år tilbage af sin kontrakt med de blå-gule.