
AC Horsens var godt på vej til at tabe fredagens træningskamp mod Silkeborg. Efter et kvarter bragte Jeppe Mehl godt nok Den Gule Fare foran, men inden pauseteen fik Christian Holst og Henrik Tømrer Pedersen vendt billedet, således Troels Bechs tropper var foran 2-1 ved halvtid.
Dette var også stillingen, da der blot resterede 12 minutter, men så gik det pludselig meget stærkt. Først udlignede Troels Kløve for Horsens, og med syv minutter igen sørgede Martin Spelmann for en 3-2-sejr til værterne.
På trods af nederlaget var Silkeborg-træner Troels Bech fint tilfreds efter kampen.
- Offensiv fremgang med bedre spil, og så skabte vi mange chancer. En god kamp, som vi slap fra uden skader, og det var det vigtigste, så overordnet er jeg tilfreds, siger han til mja.dk.