Horsens-anfører har været skadet i et halvt år: Tør ikke sætte comebackdato
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Horsens-anfører har været skadet i et halvt år: Tør ikke sætte comebackdato

Mathias Nielsen er flere gange blevet slået tilbage i sin genoptræning, så nu er han helt holdt op med at sætte dato på sit comeback.

Den 18. marts er efterhånden lidt mere end et halvt år siden, og i alt den tid har AC Horsens' anfører, Mathias Nielsen, sidde på sidelinjen. Den stærke defensivspiller kom dengang til skade med knæet, og selv om han et par gange siden har troet, at han nærmere sig comeback, er han stadig ukampdygtig.

Den gule kaptajn har fået fjernet en masse brusk i knæet, som skal vokse ud igen. Det sker ikke sådan lige fra den ene dag til den anden, men nu er Nielsen helt stoppet med at sætte dato på, hvornår han kommer tilbage.

- Det ved jeg ikke. Og det er realistisk set i forhold til, at der kan ske mange ting. Og det er ikke sikkert, at brusken lige vil det som jeg og vi vil i forhold til at putte belastning på. Så vi må se på, hvad knæet vil, og så tage den derfra. Vi prøver stille og roligt at sætte nogle fire-ugers planer ad gangen, og så se, hvordan jeg reagerer på det, siger Mathias Nielsen til TV2 Østjylland.

AC Horsens kunne ellers godt bruge anfører Nielsen i denne weekend, hvor klubben stadig døjer med flere skadede spillere. Forud for pokalkampen mod Holbæk i onsdag var følgende syv ukampdygtige: Mathias Nielsen, Peter Nymann, Lasse Kryger, Bjarke Jacobsen, Simon Okosun, Thomas Kortegaard og Kjartan Finnbogason.

Et par af dem skulle gerne vende tilbage i kampen mod FC Helsingør, men skadeslisten er ifølge cheftræner Bo Henriksen stadig "smålang", og nogle af spillerne skal testes lørdag inden opgøret.