Hobro ude efter erfaren Superliga-forsvarer
Illustration
Superliga

Hobro ude efter erfaren Superliga-forsvarer

Hobro IK vil styrke defensiven med den tidligere OB- og Randers-profil Chris Sørensen.

Superliga-oprykkerne fra Hobro er godt i gang med at forstærke truppen til den kommende sæson i landets bedste række. Og nu er klubben tæt på at hente et markant navn med masser af Superliga-erfaring på cv'et. Det skriver Randers Amtsavis. 

Der er tale om den tidligere Randers- og OB-forsvarer Chris Sørensen, der er kontraktfri efter kontraktudløb i Randers denne sommer. 

Hobros sportschef Jens Hammer Sørensen bekræfter, at han er interesseret i at hente Chris Sørensen til klubben. 

- Jeg har talt med Chris Sørensen om det. Så meget kan jeg godt sige, siger Jens Hammer Sørensen til Randers Amtsavis.

Chris Sørensen har spillet næsten 300 Superliga-kampe samt en håndfuld A-landskampe, så det vil være et markant navn at hente til Hobro. 

- Chris er en fantastisk fyr, som vil være god for vores omklædningsrum, men derudover er han stadig en dygtig spiller, hvilket han også har vist for Randers FC i foråret, hvor de vel nærmest ikke tabte, når han var på banen. Jeg husker i hvert fald, at han var med i kampen i Aalborg, hvor de vinder, og kampen i Brøndby, hvor de får uafgjort, siger Jens Hammer Sørensen.

Sportschefen antyder, at han primært ser Chris Sørensen som midterforsvarer, selvom spilleren tidligere har udmærket sig på venstre back, hvor Hobro mangler en spiller efter afskeden med Jesper Lauridsen. 

Chris Sørensen fylder 37 år denne sommer, men har tidligere udtalt, at han er klar til at fortsætte karrieren. Det ser ud til at blive i Hobro.