Hobro præsenterer rekordoverskud
Foto: Christian Klindt Sølbeck/Polfoto
Superliga

Hobro præsenterer rekordoverskud

I 2014 tjente Hobro IK lidt over to millioner kroner mere, end man brugte. Det er det bedste resultat i klubbens historie.

Det har sine fordele at rykke op fra 1. division til Superligaen, og det kan Hobro IK skriver under på. Klubbens fodboldafdeling kom ud af 2014 med et overskud på knap 2,1 millioner kroner, hvilket er det største overskud, man nogensinde har skabt. Det er samtidig omkring dobbelt så stort som 2013-overskuddet, der lød på 1,1 millioner.

Det glæder den lille klub, der på grund af oprykningen har været tvunget til at investere i blandt andet nye spillere. 

- Vi tror på, at vi kan fortsætte den sunde udvikling, som klubben er inde i. Vi er bevidst om at have en meget ansvarlig tilgang til klubbens økonomi, og derfor var det også glædeligt, at vi i 2014 kunne præsentere et regnskab, hvor indtægterne var større end udgifterne efter et par år med store investeringer,” siger formand Steen Juulsgaard i en pressemeddelelse.

Klubbens omsætning steg med 157 procent i forhold til året før og var i 2014 på næsten 23,1 millioner kroner. Det skyldes ikke mindst oprykningen til Superligaen, der har bragt mange flere penge fra sponsorer, kampafvikling, merchandise og tv-rettigheder med sig. 

I Hobros ånd fremhæver klubben også, at man i 2014 ikke kun voksede kommercielt og på eliteplan. Også breddedelen i klubben havde vokseværk og gik fra 650 til 750 medlemmer.