Hobro køber ind i 1. division
Illustration
Superliga

Hobro køber ind i 1. division

Oprykkerne fra Hobro har hentet Martin Mikkelsen i Fredericia.

Hobro meldte tidligere ud i dag, at man regnede med forstærkninger inden weekendens Superligadebut mod OB. Og selvom nordjyderne gerne ser et par af Brøndbys reserver i klubben, så har man indtil videre hentet forstærkning i 1. division. 

Det drejer sig om den 28-årige kantspiller Martin Mikkelsen, der kommer til fra FC Fredericia. 

- Martin Mikkelsen er en meget rutineret og boldfast højrekant. Han har et godt venstreben, hvor han kan trække ind i banen og lave overtal gennem sit kreative spil. Det er en spiller, som vi har fulgt gennem mange år, og han har længe stået højt på vores ønskeseddel, siger sportschef Jens Hammer Sørensen ftil Hobros hjemmeside. 

Martin Mikkelsen skifter dermed 1. division ud med Superligaen, og det har betydet meget for hans valg af klub.  

- Oprykningen til Superligaen har betydet meget for min beslutning, men jeg havde i forvejen et rigtig godt indtryk af klubben, hvis værdier ligger meget tæt på noget af det, som jeg selv holder af. Jeg vil i første omgang gøre alt for at vinde tillid hos trænere og holdkammerater, og så håber jeg, at det rækker til spilletid i Superligaen,  lyder det fra den nye Hobro-spiller. 

Mikkelsen tiltræder på en treårig kontrakt. Han har tidligere spillet for blandt andre AGF.