Hobro-kant: Vi mangler mod
Superliga

Hobro-kant: Vi mangler mod

Hobros offensivspiller Martin Mikkelsen erkender, at det ser sort ud for klubben, der er på vej mod nedrykning.

Hobro led endnu et nederlag mandag aften, da den nordjyske klub tabte 0-3 på udebane til FC Midtjylland i Superligaen. Dermed har Hobro indledt foråret med tre nederlag og en samlet målforskel på 0-10, og der er nu 11 point op til overlevelse i landets bedste række. 

Hobros offensivspiller Martin Mikkelsen erkender, at det ser sort ud i bunden af Superligaen.

- Vi tror selvfølgelig på, at vi kan lave et resultat hver eneste gang. Det gælder i alle kampe, men faktum er jo også, at det ser stort set umuligt ud, siger Martin Mikkelsen til Nordjyske.

Hobro kom tidligt bagud mod FC Midtjylland, men det påvirkede ikke Mikkelsen.

- Jeg følte faktisk ikke noget som helst, da de scorede. Jeg ved ikke, om det er nedturene, der har hærdet os, men jeg synes, indstillingen var rigtig denne gang. I store dele af kampen mangler vi dog mod til for alvor at give dem modstand, siger Martin Mikkelsen.