Hobro-helt: 30 mennesker troede på os
Foto: Christian Klindt Sølbeck/Polfoto
Superliga

Hobro-helt: 30 mennesker troede på os

Mads Hvilsom er jublende lykkelig over den sejr i Randers, der torsdag sikrede en ny sæson i landets bedste række.

Velkommen og farvel. Det var den tanke, mange danske fodboldfans sad med, da Hobro IK sikrede billetten til landets bedste række. Her har oprykkerne dog leveret et sandt eventyr, hvor man torsdag aften sikrede en ny sæson i Alka Superligaen. Dette endda med en sejr på udebane over rivalerne fra Randers FC, der ellers kæmpede om bronze før opgøret. 

Matchvinderen for Hobro blev på ny Mads Hvilsom, der nu er oppe på 16 træffere i denne sæson. Alene i front på topscorerlisten har angriberen store planer for sæsonens tre sidste kampe, men i første omgang jubler han med holdkammeraterne over, at Hobro IK for alvor har taget fusen på danskerne:

- Jeg tror, der var 30 mennesker i hele Danmark, der troede på det her, inden sæsonen gik i gang. Og det var de 30 mennesker i og omkring vores trup. Og hvis der er flere, der siger, at de troede på det, så vil jeg næsten sige, at de lyver. Det her er en kæmpe bedrift og fantastisk gået af hele holdet, siger Mads Hvilsom til Nordjyske efter sejren i Randers.

Hobro IK møder i sæsonens sidste tre runder FC Nordsjælland ude, OB hjemme samt FC København i Telia Parken. Oprykkerne har hentet 42 points i 30 spillerunder, og med en placering som nummer fem kæmper klubben fortsat for deltagelse i Europa League efter sommerpausen.