Hobro: Håber på en enkelt eller to
Foto: Polfoto
Superliga

Hobro: Håber på en enkelt eller to

Hobro satser på at få en eller to nye spillere inden vinduets lukning - og krydser desuden fingre for Emil Berggreen.

Emil Berggreen har støjet lidt frem og tilbage, men ellers kan man ikke komme udenom, at det har været et utroligt stille transfervindue i Hobro. Rasmus Hansen har fået ophævet sin kontrakt, men ellers er det en fuldstændig intakt trup, der nærmer sig 2015-premieren på Superligaen.

Transfervinduet er dog ikke lukket helt endnu, og det tyder på, at der nok skal ske et eller andet i oprykkerklubben. Hobro er i hvert fald på udkig efter forstærkning.

-Vi håber, vi får en enkelt eller to mand ind, men lige nu er der ikke rigtig noget på plads, siger Hobros sportschef Jens Hammer Sørensen til Kanalsport og tilføjer:

- Jeg har det sådan, at jeg gerne vil have tingene på skrift, før jeg afslører noget. Jeg kan sige, vi arbejder kraftigt på at få nogle ind, men det er også vigtigt for mig at sige, at det skal være nogen, der kan gøre sig gældende omkring startopstillingen. Ellers er det uinteressant for os.

Emil Berggreen har i dette vindue snakket med både Viking i Norge og FC Nordsjælland, men Hobro-angriberen har afvist begge klubber. Nu er det imidlertid tyske Eintracht Braunschweig, der har budt sig til. BT skriver i dag, at tyskerne har indløst Berggreens frikøbsklausul og forhandler med U/21-landsholdsspilleren.

I Hobro håber man dog stadig på den dygtige forward.

- Af gode grunde så er det svært for os at vide noget om, for han har jo den der frikøbsklausul, som klubberne kan indløse, og så er det ude af vores hænder. Indtil videre har Emil været rigtig klog i sine valg, synes jeg, og han har sagt nej til nogle klubber i udlandet og en stor dansk klub. Vi håber, han også er her i næste uge, lyder det fra Jens Hammer Sørensen.

Hobro er på syvendepladsen i Superligaen.