Hobro-forsvarer klar igen efter et halvt år
Superliga

Hobro-forsvarer klar igen efter et halvt år

Forsvarsspiller Anders Egholm har ikke spillet siden den 30. august, men nu er han så småt ved at være klar igen.

32-årige Anders Egholm har ikke haft den indflydelse på Hobro-holdet, som han ganske givet havde håbet på i efteråret. Egholm fik stort set hele efteråret spoleret af en lyskeskade, og han var derfor senest i aktion den 30. august.

Men nu begynder der for alvor at være lys for enden af tunnellen for Egholm, der var under kniven for at få bugt med skaden. Således er han med Hobro-holdet i Tyrkiet på træningslejr, og han kan træne fuldt med igen, så et comeback til Hobro-holdet, der i foråret skal hente fem point på Esbjerg fB, er ikke langt væk.

- Det er gået godt i rigtig lang tid, og jeg kan træne fuldt med hernede. Træningsmængden stiger selvfølgelig, fordi vi skal træne to gange om dagen, og vi skal også spille kampe, så det er vigtigt at mærke efter, men indtil videre har det været supergodt. Jeg håber, det bliver ved, siger Anders Egholm til Nordjyske.

Helt overordnet set er det en frisk Hobro-trup, der kun mangler Quincy Antipas. Den hurtige angriber kan ikke træne fuldt med.