Historisk få mål i årets Superliga-sæson
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Historisk få mål i årets Superliga-sæson

Den indeværende sæson er den mest målfattige i Superligaens historie.

Det er fodboldens vigtigste element.

Fjerner man kontrakter, kameraer, tilskuere, taktikker og alt det andet pjat, der hører en fodboldkamp til, handler det i bund og grund om en ting: At score mål.

Det handler om at få den lille runde ind i netmaskerne, men lige præcis den disciplin har de danske Superliga-klubber ikke været så gode til i denne sæson. I de første 19 spillerunder, hvor der er spillet i alt 114 kampe, er der således blevet scoret 259 gange. Det giver et målsnit på 2,27 scoringer per kamp, hvilket er det laveste nogensinde i Superligaen. Det viser en gennemgang af målsnittet i Superligaen, som tipsbladet.dk har foretaget med tal fra danskfodbold.com.

Der er selvfølgelig stadig 84 kampe til at løfte målgennemsnittet, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at der aldrig er blevet scoret så få mål per kamp i Superligaens historie. Denne sæson er altså på vej til at blive den mest målfattige målt på scoringer og målsnit.

Den rekord tilhører lige nu 2009/10-sæsonen, hvor der blev scoret 515 mål i 198 kampe. Der skal altså scores 259 mål i de resterende 14 spillerunder, hvis den aktuelle sæson ikke skal blive den mindst målrige sæson nogensinde. Det vil sige, at der i snit skal scores tre per kamp i resten af sæsonen, hvilket altså kræver en markant forbedring af de nuværende 2,27 mål per kamp.

Her følger et overblik samt en grafik over de målsnittet i Superligaen sæson for sæson:

SÆSON KAMPE MÅL SNIT
1997/1998 198 662 3,3434
1994/1995 146 465 3,1849
1998/1999 198 626 3,1616
2002/2003 198 620 3,1313
1996/1997 198 609 3,0758
2003/2004 198 600 3,0303
1993/1994 146 436 2,9863
2000/2001 198 589 2,9747
1995/1996 198 579 2,9242
2004/2005 198 579 2,9242
1992/1993 146 424 2,9041
1999/2000 198 573 2,8939
2001/2002 198 573 2,8939
1991/1992 146 417 2,8562
2012/2013 198 561 2,8333
2006/2007 198 555 2,8030
2005/2006 198 554 2,7980
2008/2009 198 544 2,7475
2007/2008 198 543 2,7424
2013/2014 198 543 2,7424
2011/2012 198 540 2,7273
2010/2011 198 533 2,6919
1991 90 236 2,6222
2009/2010 198 515 2,6010
2014/2015 114 259 2,2719

Herunder følger en statistik over udviklingen i målgennemsnittet i Superligaen: