Da CV var chef for det hele i FC København

Mandag blev Carsten Vagn Jensens sidste arbejdsdag i FC København. En kæmpe kulturbærer og manden der har skabt fundamentet bag mange års succes, er færdig i storklubben oven på en skuffende sæson, hvor mesterskabet er uden for rækkevidde og muligheden for Champions League via 2. pladsen er meget små.

Fyringen kom oven på svingende præstationer de seneste sæsoner, hvor sportschefen har stået med ansvaret for to fejl-castede trænere i Roland Nilsson og Ariël Jacobs samt flere spillerindkøb, der har vist sig forkerte - senest eksemplificeret med Marvin Pourie og Fanendo Adi. 

Tipsbladet satte i sommeren 2011 Carsten V. Jensen stævne til en snak om strategien, fundamentet og forventningerne til fremtiden i FC København.
På daværende tidspunkt havde FCK netop vundet et historisk suverænt mesterskab med 26 point ned til nummer to og stoltheden over den storslåede præstation i Champions League med exit så sent som i 1/8-finalen. Ståle Solbakken var stoppet på toppen og Roland Nilsson havde netop skudt sæsonen fint i gang med to sejre og en uafgjort. 

Alting var stadig fryd og gammen i FC København, og Carsten V. Jensen havde endnu ryggen helt fri.   

Få hele interviewet med Carsten V. Jensen og historien om, hvordan han gik fra at være spiller til at blive chefen, der i høj grad har været med til at forme FC København som Skandinaviens største fodboldklub.  

Bragt i Tipsbladet 5. august 2011

»Lad mig lige se, om jeg kan finde noget...«

Carsten V. Jensen har rejst sig fra det runde mødebord i kontoret på 8. etage af endetribunen i Parken og sat sig over til skrivebordet og computeren i hjørnet, hvor han begynder at klikke sig rundt i menuerne. Men selvfølgelig kan han finde det, for det han leder efter er selve fundamentet i FC København. Den tekst han skrev for nogle år siden og som i dag er at regne som en rettesnor i ungdomsarbejdet og en grundtone i spillestilen på førsteholdet.

Her står formationen, filosofien og vejen frem i form af en fastholdelse af konceptet uanset hvad, eller som sportsdirektøren nu læser op fra skærmen af den indledende tekst:

»Vær bevidst om, at det at tabe eller vinde er momentant, arbejd på det lange sigt, gå ikke i panik over mindre gode perioder. Tro på metoden, så kommer resultatet.«

Og det må man sige er sket. FC København har uden at vakle i troen hentet otte af de seneste 11 danske mesterskaber, de har etableret sig som en europæisk faktor med forårskampe de seneste fire år og i sidste omgang endda i Champions League-regi, og det har de med baggrund i de ord, som Carsten V. Jensen har formuleret i den tekst, der i udgaven på skærmen løber 29 sider og derefter bliver fulgt af en lang række øvelser, der skal sikre, at klubbens hold også kommer til at spille på den måde.

Sportsdirektøren gør nu meget ud af at understrege, at det ikke er et diktat. Det er til inspiration, og den seks-syv år gamle tekst på skærmen er udviklet og ændret mange gange, formateret til ungdommens School of Excellence og forkortet til førsteholdsbrug, hvor det selvfølgelig er cheftræneren, der bestemmer, hvordan holdet skal spille. Men har man fulgt FC København over det succesfulde årti med Roy Hodgson, Hans Backe og Ståle Solbakken, og har man set de første kampe under Roland Nilsson, så er teksten ikke ubekendt.

Tværtimod kan man nikke med, mens Carsten V Jensen læser op om 4-4-2, zoneorienteret forsvarsspil og aggressivt boldpres, men selv om det er opskriften på en succes, så er manden, der har skrevet det ikke meget for at tage ære for det.

»I princippet er det jo alt det, jeg har gjort med Hans, som jeg så bare har skrevet ned,« siger Backes gamle assistent foran kontorets wall of fame, hvor vimpler fra europæiske kampe fortæller en historie om enestående præstationer skabt med teksten på skærmen som fundament.

Men hvorfor i alverden begyndte han egentlig at skrive alle de her tanker og øvelser ned dengang?

Fra herreekvipering i Næstved til Europa Cup i Brøndby
For at forstå det skal man ikke bare tilbage til den første dag som andenassistent for nytilkomne Roy Hodgson i sommeren 2000, selv om den er meget vigtig. Man skal endnu længere tilbage, til fodboldspilleren Carsten V. Jensen fra Næstved eller måske helt tilbage til drengen Carsten, født på Nørrebro og vokset op i en stor familie, hvor adressen skiftede i takt med antallet af søskende fra Måløv over Ringsted til Næstved, hvor de tre søste og lillebroderen alle gik den boglige vej men hvor fodbolden hurtigt fik fat i det sidste barn i familien Vagn Jensen.

Som seks-årig i Ringsted blev han for eksempel gjort et år ældre af sin mor, så han kunne komme i klub, og han beskriver selv forholdet til fodbolden med et lille minde fra fortiden.

»Kan du huske de der standpunktsbøger, man fik dengang med karakterer og meddelelser fra skolen? Dem har jeg gemt nogle stykker af, og i dem står der også holdopstillinger fra de bedste klubber på de tomme sider. Med Finn Laudrup og drengene fra den periode. Alle de holdopstillinger har jeg stående ved siden af standpunkterne, så et eller andet må det jo have fyldt dengang.«

Som 2. års junior rykkede han på sin træners opfordring fra forstaden Holmegaard ind til Næstved med en cykeltur på knap 10 kilometer hver vej til og fra træning til følge, men selv om han var god, var talentet ikke så indlysende, at han uden videre fik plads på det lokale storhold. Faktisk debuterede han først som 20-årig i 1. division, den daværende bedste række, med et kort indhop mod AGF samme Skærtorsdag i 1983, som da det meste af Danmark havde øjnene rettet mod stadion i Køge, hvor lille Allan Simonsen gjorde comeback for
Vejle Boldklub foran vanvittige 6100 tilskuere.

»Det første år spillede jeg i Danmarkserien, for i overgangen til seniorfodbold var det ikke indlysende, at jeg skulle blive førsteholdsspiller. Det var ikke det, der lå i kortene, men jeg har aldrig bekymret mig ret meget om, hvad omgivelserne mente. Jeg fokuserede på mit, lukkede meningerne ude og... ja, hvordan skal jeg sige det. Jeg syntes jo, at fodbold var den bedste måde at fordrive tiden på, ja, det er det jo stadigvæk, og så havde jeg nogen karakteregenskaber, der gjorde, at jeg hellere end gerne ville løbe nogle ekstra meter, og det var der nogle trænere, der åbenbart godt kunne lide, og så fandt de en position, jeg kunne bruges på.«

Og så løb Carsten Vagn ellers af sted på kanten med fornuften i baghovedet, for selv om det konsekvent blev til mere spilletid end forventet, var det ikke til at sige, om det nu også kunne blive til noget med fodbolden, for økonomien var beskeden og han fik selv 1500 kroner om måneden plus det løse. Så han passede et job i den fine herre-ekviperingsforretning i Næstved, Haagensen, hvor sønnen Niels red military og dressur ved OL og hvor den unge spiller fra den lokale klub fik ansvaret for indkøb til og drift af den moderne afdeling i butikken.

»Et eller andet sted er det at have været købmand engang aldrig dårligt, når man skal handle, uanset hvad man skal handle med,« som sportsdirektøren med Superligaens største spillerbudget siger om fortidens job.

På banen blev det nok til mere spilletid end ventet i de første år i Næstved, men han fik aldrig helt etableret sig på førsteholdet. Han var en arbejdshest og fik tit en destruktiv rolle, som han sagtens kan huske, når han lader blikket løbe ned over de gamle holdopstillinger, som Tipsbladet har taget med fra arkiverne.

»Jeg blev tit brugt til at stoppe modstanderens stjerne. Donnerup, Bastrup og de typer. »Du skal bare sørge for, at han ikke får bolden,« sagde træneren og så løb jeg ellers rundt og sparkede de store stjerner over benene. Jeg kan huske en hjemmekamp mod Brøndby, hvor vi taber 5-0, og jeg havde ansvaret for Michael Laudrup. Vi var bagud 3-0 efter 1. halvleg, og så blev jeg flået ud i pausen, hvilket jeg selvfølgelig syntes var meget uretfærdigt. Men det blev lidt min rolle i Næstved. Det var ligesom det, de kunne se, at jeg kunne bruges til,« fortæller Carsten V. Jensen, der med kontraktudløb rykkede lidt mod nord, til Herfølge og fik fodfæste i den bedste række.

Efter et par gode sæsoner vendte han tilbage til fødebyen København, hvor det først blev B 1903 og siden Brøndby i perioden med de store europæiske eventyr og fast spilletid under Morten Olsen indtil de europæiske semifinaler mod Roma, hvor han blev sat af.

»Efter den tid i Brøndby troede jeg, at min udvikling i de bedste klubber stoppede. Brian Jensen kom ind og tog pladsen, og Morten Olsen mente ikke, at jeg skulle spille der mere. Det gad jeg ikke rigtig bruge min tid på, så jeg tænkte, at nu hed det nok Næstved herfra, så jeg kombinerede det med en forsikringsuddannelse, fordi det passede godt til også at kunne træne fodbold,« siger han med endnu et eksempel på fornuften i fortidens fodboldspiller.

Men selv om han nærmede sig de 30, løb han videre, og han gjorde det så godt, at han i det første halvår i ungdommens klub scorede det afgørende mål mod Brønshøj, der sendte Næstved tilbage i den bedste række. Og så spillede han et brag af en kamp i Parken mod den nye klub FC København, der så hentede ham tilbage til hovedstaden og et helt nyt liv med først fire sæsoner på banen omkring et par skadesplagede perioder og så et job som sælger i administrationen samtidig med tjansen som assistent for reserveholdet.

Efter et par år med forsat svigtende resultater kom der så en engelsk duo til klubben, mens der fra direktionsgangene [Flemming Østergaard og Niels-Christian Holmstrøm] blev peget på Carsten Vagn som det danske islæt i trænerteamet, og på den måde er vi fremme ved sommeren 2000, da manden, der altid var klar til at løbe de ekstra meter for at opveje andre mangler, kom til kort.

Et blankt stykke papir
»Da jeg mødte ind i rummet med Roy Hodgson første gang, gav han mig et blankt stykke papir og sagde værsgo, du laver den første træning. Vi skal lave lidt forsvarsspil og så videre, og så sad jeg der. Så jeg gav ham et blankt stykke papir tilbage, for jeg blev sat skakmat. Jeg ved ikke, hvorfor han gjorde det. Om det var for at bekræfte hierarkiet og sige, at her vidste jeg ingenting, eller om det var for at finde ud af, hvem jeg var, og hvad jeg kunne bidrage med. Jeg ved det ikke, men jeg stillede mig til rådighed som lærling, som et blankt stykke papir,« fortæller sportsdirektøren selv om den første dag som assistenttræner for førsteholdet for 11 år siden.

Og så begyndte han ellers at fylde det blanke papir ud, både ved at suge til sig af øvelserne på banen og ved at studere det overordnede koncept, men også ved at gøre sig sine tanker og formulere dem på skrift. For når han nu ikke bare kunne løbe de ekstra meter, der havde løftet ham som aktiv, så måtte han lægge det ekstra arbejde på en anden måde, og det blev altså som studerende af spillet, først under Hodgson og siden under Hans Backe.

»Der var da struktur på de hold, jeg havde trænet tidligere, men det var nogle andre tanker og principper. Det var 4-3-3 fodbold, og det handlede mere om ens eget spil. Det kan være fint nok, men jeg havde ikke fundet frem til at lave det skelet, der engang skaber resultaterne. Det så jeg så, da jeg blev træner under Roy. Han viste, at hvis man har ideen og står fast, så opnår man det optimale, og så kan man fylde nuancer på undervejs. Om aftenen sad jeg så derhjemme og skrev de her ting ned, som jeg også brugte i forbindelse med min træneruddannelse.«

»Hvorfor gjorde jeg det? Det var vel ligesom en trang dengang. Man følte, at nu faldt 10-øren, nu er der ingen grund til at gøre noget andet, med mindre der er rigtigt gode argumenter for det, for det er da dumt at lave noget andet end det, vi ved, der virker. Og hvis vi skal være sikre på at kunne huske det, der virker [tankestreg] at vi kan sikre, at vi har det for evigt [tankestreg] så må man jo skrive det ned.«

»Der var ingen grund til, at vi faldt tilbage i grøften, hvor vi havde ligget mange gange. I halvfemserne røg vi fra den ene grøft til den anden og havde svært ved bare at etablere os nogenlunde midt på vejen, men den retning har vi fundet nu. Så jeg føler lidt, at det er et anker, hvor det sportslige vil have sine udsving, men hvor vi har fundamentet. Langt hen ad vejen ligger det tungt i min bevidsthed og i mange af de andre træneres bevidsthed, og vi har hentet en træner, der deler tankegangen, så vi har fortsat fundamentet,« fortæller Carsten V. Jensen om tiden i starten af nullerne, da han satte ord på alle de erfaringer, han gjorde sig som assistenttræner for det FCK-hold, der efter års omflakkende tilværelse som midterhold pludselig røg op i toppen og blev liggende.

Dengang gik han stille med skriveriet, men i kulisserne var arbejdet kendt, og derfor var det, selv om den brede offentlighed undrede sig, set derfra ikke overraskende, at assistenttræneren blev sportsdirektør, da succestræner Hans Backe rejste videre, Ståle Solbakken kom til og Niels-Christian Holmstrøm trådte tilbage. Daværende formand Flemming Østergaard havde tidligt noteret sig brugbare karakteregenskaber i kantspilleren fra halvfemserne, og de blev kun tydeligere under tiden som assistenttræner »så jeg sagde tidligt til ham, at jeg havde planer for ham,« som den tidligere formand siger det.

»Tja, hvorfor ikke. Jeg vidste, at jeg ikke kunne fortsætte som assistent for en anden træner. Det var udelukket, og det havde noget at gøre med, at jeg bare ikke havde overskud til at se, hvordan det skulle fungere efter fire års tæt samarbejde med Hans. Vi var meget klar på, hvad vi ville, og hvad vores roller var, så jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle kunne arbejde i den samme rolle med en, der oven i købet var lidt yngre. I dag er jeg ikke i tvivl om, at det godt kunne have fungeret, men dengang kendte jeg kun Ståle fra en kort periode, hvor han havde spillet i klubben og jeg var anden-assistent. På den måde havde jeg ikke kontrol over ham som person og som træner.«

»Men Flemming kunne se os arbejde sammen, og det må man bare tage hatten af for, for jeg har aldrig nogensinde oplevet en mand, jeg har fungeret så godt med. Så da jeg fik muligheden for at blive ansvarlig for det, jeg selv havde været med til at bygge op og så oven i købet selv kunne bestemme retningen, var det for stor en fristelse. Alt det vi have bygget og struktureret og dokumenteret, fik jeg nu mulighed for at være chef for, så det var ikke rigtigt noget valg. Det var meget nemt,« fortæller sportschefen, der nu er gået ind i sin sjette sæson som eneansvarlig på posten.

Og som bekendt har det været en stor succes.

Vogteren af det langsigtede perspektiv
Siden Carsten V. Jensen satte sig alene på sportsdirektørens kontor har FC København vundet fire af fem mesterskaber og spillet europæisk efter vinterpausen fire sæsoner i træk. En storklub har rejst sig, og et nyt hold er ved at blive bygget op med alle de spørgsmål, det medfører fra journalister og tilhængere om kvaliteten af afløserne og sammenligninger med det, der var.

Undervejs har der også været store omvæltninger i koncernen med ledelsespolemik og udskiftninger, men det har ikke påvirket fodbolddelen, og de seneste sportslige udfordringer har heller ikke ændret på billedet af en sportsdirektør, der ved, hvor han vil hen, og hvordan han skal komme dertil.

Selvfølgelig er der spillerkøb, der glipper [Alexander Gerndt] og der er også spillere, der bliver solgt, selv om sportsdirektøren måske gerne havde set dem blive kontrakten ud i klubben [William Kvist], men i det store og hele kører tingene, som de skal, og det gør de også på grund af den klippefaste tro på det langsigtede perspektiv.

»Er der noget, der er vigtigt for mig, så er det den langsigtede tankegang. Det er forudsætningen for min motivation. Det med umiddelbare og impulsive reaktioner på nederlag og sejre, der kan påvirke beslutninger, det er jeg ikke tilhænger af. Vi har lige været en omvæltning igennem i koncernen i de seneste par år, men alligevel har vi vist, at vi har været i stand til at holde fokus, og vi har haft opbakning til at træffe beslutninger, der rækker lidt længere ud i tiden. Vi har selvfølgelig også været beskyttet af vores resultater. En ting er at have den der filosofiske tankegang, men den kan ikke rigtigt stå alene. Den skal helst bevises, men det mener jeg så også, at den er blevet gennem mange år nu, også i den seneste periode.«

»Nu har roen så lagt sig over koncernen. Roen har hele tiden været over FC København, men i modsætning til sidste år er der meget stor ro omkring bestyrelsen, og strategien ligger klar. Den er selvfølgelig blevet justeret, primært med at man nu budgetterer med Champions League, og det er selvfølgelig godt, at der kommer nye krav og bliver tænkt nye tanker, for det hører jo med til at skærpe os alle. Så vil tiden vise, om vi er i stand til at opretholde en langsigtet strategi.«

»For jeg er ikke så meget til tilfældigheder, og hvad der måtte ske i forlængelse af tabte og vundne kampe. Vi ved, at det hører med til fodbold, og kan du vinde, kan du også tabe, og kan du tabe en gang, kan du også tabe tre. FC København kan også godt komme i en situation, hvor man vil få en mindre god periode, men kigger man bagud, så har man alle beviser på, hvordan man tackler det, og det er det, der skal bære os videre fremadrettet,« siger Carsten V. Jensen.

Og så er det, at han rejser sig op og går over og finder teksten frem på computeren, teksten fra sommeren 2004 eller 2005, der siden er blevet rettet til og lavet om, forenklet og udviklet i forskellig regi, givet videre til den nye cheftræner Roland Nilsson som inspiration og som trods sportsdirektørens delvise negligering af projektet er en afgørende faktor i succesen.

»Det er jo overhovedet ikke en religion, den tekst her. Er der gode argumenter for at ændre på tingene, så er de blevet ændret. Jeg har bare beskrevet, hvordan vi gjorde dengang, og så har jeg givet det til ungdommen og sagt, at det er sådan, vi når hertil, i forhold til hvordan vi gerne vil spille, og hvad kan I så gøre, jer der har forstand på ungdomsspillere, hvordan kan I bruge det.«

»Så bliver det også holdt ved lige ved, at jeg for eksempel har sagt til Johan Lange [ny assistent til Roland Nilsson], at »Johan, nu er der gået et par år, hvor der ikke er sket noget i den her. Nu læser du den igennem og kommer med dine forslag. Så kan han forsøge at flytte nogle af de ting, der står her for at holde det updated, for jeg render jo ikke rundt derude og træner hver dag. Jeg har ikke de små detaljer på nethinden mere. Det har han, så det er hans opgave nu at være Vogteren,« siger sportsdirektøren med et grin, før han fortsætter:

»Det er jo heller ikke mit alene. Vi er mange om det, der er en trænerstab omkring holdet, der har været med lige så længe som jeg. De har en lige så stor andel i, at kulturen er blevet bevaret. Og kulturen, der er bygget op omkring fodbolddelene, er det vigtigste. Alt det, der ikke er skrevet ned. Det gode humør, stemningen, alt det sjove samtidig med at vi arbejder hårdt og målrettet. Det er vores reelle styrke,« siger sportsdirektøren, der undervejs i den hektiske transfersommer også har været lidt bekymret for kulturen.

»Det værste har egentlig været, at godt nok mister vi nogle gode spillere, men vi mister også nogle, der har været med til at bære kulturen, og så skal vi, jeg selv og dem, der har været her lang tid, plus de spillere, der har været her i en periode, være med til at bære det igennem til de næste. Det er endnu vigtigere, end at vi får erstattet Wendt eller Pospech, for det gør vi. Jeg har da også været lidt bekymret for, om vi nu var stærke nok i kulturen til at opveje tabet af fem-seks stamspillere, en stærk cheftræner og hans assistent. Men det er vi, mener jeg,« siger Carsten Vagn, ankeret i FC København.