Helenius på tavlen i forrygende målfest
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Helenius på tavlen i forrygende målfest

Nicklas Helenius scorede mod sin barndomsklub, da Silkeborg slog AaB med 5-3 i en sand målfest.

Der er sket ting og sager i Silkeborg IF siden landskampspausen, hvor Peter Sørensens mandskab har virket forvandlet. Disse takter fortsatte mandag aften, da AaB var på besøg i Søhøjlandet.

Nordjyderne har været udfordret på flere parametre de seneste par uger, og denne gang blev det til et 3-5-nederlag til oprykkerne fra Silkeborg, der havde den tidligere AaB-helt Nicklas Helenius i startopstillingen. Han skulle få en absolut nøglerolle i kampen.

Det var Helenius' angrebsmakker Davit Skhirtladze, der åbnede målscoringen efter otte minutter, da han headede et perfekt slået hjørnespark fra Nicolaj Agger i nettet til 1-0.

Kun seks minutter skulle der gå, før AaB svarede igen. Nyerhvervelsen Marco Meilinger har fået en rigtig god start i dansk fodbold, og han fortsatte de fornemme takter, da han udlignede til 1-1. Kasper Risgård lagde bolden til rette for østrigeren, der resolut bankede til den fra kanten af feltet.

Scoringen virkede dog ikke til at ryste Silkeborg, der fortsatte med at klø på, og med ti minutter til pausen kom belønningen. Robert Skov sendte et frispark fra lang afstand direkte mod mål, og bolden slog så meget i luften, at den snød AaB-keeper Nicolai Larsen og susede i netmaskerne til 2-1.

Dette var også stillingen ved pausen.

I anden halvleg fortsatte den sublime underholdning, og begge mandskaber viste en imponerende evne til at udnytte de chancer, der bød sig – ikke mindst hjemmeholdet.
Efter fem minutter lavede Dennis Flinta en fremragende bolderobring fra Kasper Pedersen og sendte bolden ind i feltet, hvor Davit Skhirtladze dukkede op og scorede sit andet mål til 3-1.

Det lignede en afgørelse på kampen, men AaB ville det anderledes. Først gjorde Kasper Pedersen lidt af skaden god igen, da han headede et frispark fra Casper Sloth i nettet til 2-3, og kort efter lykkedes det også nordjyderne at udligne ved en anden forsvarsspiller, Jakob Blåbjerg, der gjorde det til 3-3 efter en frispilning af Kasper Risgård.

Så skulle man tro, at Silkeborg var rystet, og AaB ville presse på i resten af kampen, men hjemmeholdet ville det helt anderledes og viste fornem moral. Og så fik Nicklas Helenius den hovedrolle, han havde drømt op. Med 12 minutter tilbage dukkede lejesvenden fra AaB op inde foran mål og gjorde det onde ved sin barndomsklub, da han scorede til 4-3, som reelt afgjorde kampen.

I slutminutterne lukkede og slukkede Andreas Albers, da han udnyttede en friløber og scorede til kampens slutresultat 5-3.