Heerenveen-svensker åbner for skifte til Danmark
Foto: Mark Runnacles/Getty Images
Superliga

Heerenveen-svensker åbner for skifte til Danmark

Heerenveens svenske midtbanespiller Simon Thern bringer Danmark i spil som en fremtidig destination.

Stor succes i Malmö FF sikrede i slutningen af 2014 den svenske midtbanespiller Simon Thern en kontrakt i den hollandske klub Heerenveen, og han fik en god start på opholdet i tulipanlandet. På det seneste er det dog gået ned ad bakke for Thern, der har haft vanskeligt ved at spille sig på holdet, efter han er kommet tilbage fra en skade.

Derfor kan pilen peget mod et klubskifte til januar eller efter denne sæson for svenskeren, og han bringer selv Danmark i spil som en af de destinationer, der kan komme på tale.

- Det er ikke vigtigt for mig, om jeg spiller i udlandet eller i Sverige. Det vigtigste er, at jeg står i en situation, hvor jeg kommer til at spille fodbold. Finder jeg ikke det i udlandet, kan det måske blive i Sverige, Danmark eller Norge, siger Simon Thern til podcasten ”Lundh”.

Simon Thern har kontrakt med Heerenveen frem til sommeren 2018. Han har spillet en enkelt landskamp for Sverige, i hvilken han fandt vej til netmaskerne.