Superliga

Hamréns hjerte banker stadig for AaB

Erik Hamrén har ikke glemt sin tid i AaB fra 2004 til 2008. Den svenske landstræner nyder, at det igen går godt for nordjyderne.

Erik Hamrén er én af de mest succesrige trænere i AaB's historie. Han sluttede sine fire-et-halvt år i klubben af med at gøre nordjyderne til danske mestre, inden han skiftede til norske Rosenborg og blev svensk landstræner i 2010.

Den 55-årige svensker har dog ikke glemt tiden fra 2004 til 2008, hvor han fik en kærlighed til AaB, der vil sidde i ham hele livet.

- Jeg har stadig et stort hjerte for AaB, det vil jeg nok altid have. Jeg havde en god tid i Danmark, og vi skabte nogle gode resultater, da jeg var der. Jeg har stadig kontakt med Allan Kuhn, og sidst jeg var i Aalborg, besøgte jeg også klubben, siger Erik Hamrén til tipsbladet.dk.

Efter et par magre sæsoner har AaB i denne sæson til tider spillet fejende flot fodbold og været én af Superligaens mest positive overraskelser. Og det med et hold bestående af mange egenproducerede spillere.

- Jeg følger selvfølgelig stadig med i, hvordan det går med klubben. Efter hver runde kigger jeg i avisen for at se, hvordan det er gået med AaB, og i den her sæson har jeg oftest set, at de har vundet. Gennem mit arbejde som landstræner følger jeg selvfølgelig også Superligaen for at se, hvordan det går med vores svenske spillere, men jeg har også øje for AaB, selv om de ikke har svenskere på holdet i øjeblikket.

- Jeg er meget tilfreds med, at de er i gang med en rigtig god sæson med mange unge spillere, der er vokset op i klubben. Det er et flot arbejde, de har gjort, siger Hamrén.

Erik Hamrén har vundet mesterskaber med både AaB og Rosenborg, mens han i Sverige har vundet tre pokaltitler - to med AIK Stockholm og én med Örgryte.