Hærværk mod Randers-bus i Odense: Politiet går ind i sagen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Hærværk mod Randers-bus i Odense: Politiet går ind i sagen

Randers FC havde sendt 10 busser til udekampen mod OB mandag aften, men én af dem fik en rude knust og malet grafitti hen ad siden. Nu har Fyns Politi indledt en sag.

Forud for mandagens udekamp havde Randers FC lagt sig i selen for at få lokale folk til at rejse med til Odense. Klubben tilbød transport, kampbillet og en McDonalds'-menu for en 50'er, og det tilbud havde omkring 400 valgt at benytte sig af.

Der var dog formentlig ikke mange af dem, der oplevede mandag aften i Odense som specielt opløftende. For trods den talstærke opbakning tabte holdet 3-0 til OB, der før kampen lå sidst i Superligaen.

For cirka en tiendedel af de tilrejsende Randers-tilhængere blev aftenen endda en tand værre, da de kom tilbage til deres bus. Der var således begået hærværk mod den. Det viser et billede fra Facebook-siden Ultras Danmark.

Her står der blandt andet "Fuck RCY" og "1887". Det sidste er OB's stiftelsesår, det første er formentlig en forkortelse af fanfraktionen Randers Casuals Youth.

Hos Fyns Politi er man opmærksomme på hærværket.

- Vi har indledt en sag om hærværk mod en bus, der er blevet malet på, og hvor der er blevet knust en rude. Men jeg kan ikke sige noget om, i hvilken forbindelse det er sket, siger Thomas Bentsen, der er vagtchef ved Fyns Politi, til fyens.dk