Video : Tipsbladet
Superliga

Gravgaard om Randers-transfers: Vi har ikke FCK's millioner

Michael Gravgaard er ikke sikker på, han kan imødekomme Olafur Kristjanssons ønske om yderligere forstærkning af Randers FC i dette transfervindue.

Randers FC har hentet Saba Lobjanidze og Perry Kitchen til klubben denne sommer, men cheftræner Olafur Kristjansson vil gerne have yderligere forstærkning. Det lagde han ikke skjul på, da han mødte pressen efter kronjydernes 0-3-nederlag til FCK lørdag eftermiddag.

Manden, der skal opfylde Olafur Kristjanssons ønske, er sportsdirektør Michael Gravgaard, men han er ikke nødvendigvis enig med cheftræneren. Han er tilfreds med den nuværende trup og har ikke en forventning om, at der skal ske mere.

Det kan naturligvis ændre sig, som transfervinduet skrider frem, men midlerne er langt fra uanede i Randers FC.

- Vi har ikke 25 millioner til at gå ud at købe spillere i samme kaliber som FC København. Virkeligheden i en klub som Randers FC er, at vi ikke kan hente spillere på samme profilniveau som dem, vi sælger. Vi skal selv udvikle dem, og jeg synes faktisk, at det ser ganske fornuftigt ud med den trup, vi har nu, siger Michael Gravgaard til Randers Amts Avis.

Randers FC står noteret for et point efter to Superliga-kampe.