Gravgaard efter nyt Randers-nederlag: Vi skal have mere energi ind
Foto: Getty Images
Superliga

Gravgaard efter nyt Randers-nederlag: Vi skal have mere energi ind

Efter nederlaget på 1-3 til OB var Randers' direktør Michael Gravgaard klar i mælet.

Randers har igennem sæsonen været i store problemer, og efter en kort opblomstring mod blandt andet AGF, så er holdet kommet ned på jorden igen. Søndag blev det til et nederlag på 1-3 til OB, og det er noget som er alvorligt for Randers-direktør Michael Gravgaard.

Det gjorde han klart i et interview umiddelbart efter kampen på Eurosport 2.

- Der er ingen tvivl om, at hvis vi gik ét skridt frem mod AGF, så er vi i hvert fald ét tilbage nu. Det er selvfølgelig åbenlyst for alle, at der ikke skal særlig meget til, så kan man se opgivende attitude, frustrationer og, at det er 11 individuelle spillere, der spiller i stedet for et hold, siger Michael Gravgaard og fortsætter:  

- Vi spiller jo på nogle parametre en fornuftig første halvleg og så ét mål fra en mand, som ikke har scoret i fire år. Der kunne man bare se, at så var vi nede igen. Det er det her hul, som vi har fået os selv gravet ned i, og som er ufatteligt svært at komme ud af, lyder det fra ham.

I det hele taget er der mange i Randers-setuppet, som hænger lidt med mulen efter kampen, og det er noget, som Gravgaard forstår. Men der er én vej ud, forklarer han.

- Vi er ramte af det her. Selvfølgelig er vi det, men det er også noget, som vi skal tillade os selv lige nu. Men der er også kun én vej ud af det - og det er at møde ind i morgen og tro på, at vi kan ændre det og bringe noget energi ind i det. Det er kun det, der hjælper, siger Gravgaard.

Med nederlaget er Randers fortsat på 14. pladsen i Superligaen, og de har to point op til Helsingør på sidstepladsen. I næste runde skal Randers møde Horsens på hjemmebane.