Græsk angriber IKKE på plads i FCV
Foto: Polfoto
Superliga

Græsk angriber IKKE på plads i FCV

Lierse har allerede sendt angriberen Apostolos Vellios til FC Vestsjælland på en lejeaftale, men aftalen er ikke på plads, erfarer tipsbladet.dk.

FC Vestsjælland har kig på den græske angriber Apostolos Vellios, der til dagligt er på kontrakt i Lierse, og for kort tid siden bekræftede den belgiske klub, at FC Vestsjælland lejer Vellios for resten af indeværende sæson.

- Lierse og Apostolos Vellios har i dag indgået en aftale med den danske Superliga-klub FC Vestsjælland om en lejeaftale. Den græske angriber skal resten af indeværende sæson tørne ud for nummer 11 i Superligaen, hvor der er premiere 20. februar, skriver den belgiske klub på sin hjemmeside.

FC Vestsjælland har dog endnu ikke bekræftet handlen, og det er der en ganske god grund til. Aftalen er nemlig ikke på plads endnu, erfarer tipsbladet.dk.

Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger mangler det obligatoriske lægetjek fortsat at blive bestået af Apostolos Vellios. Det skal grækeren igennem senere i dag, og det forventes, at handlen falder endeligt på plads i løbet af eftermiddagen. I skrivende stund er den græske angriber dog ikke FC Vestsjælland-spiller.