Video : Tipsbladet
Superliga

Glæde i OB: Enorm betydning

OB tog tre lune og meget tiltrængte points i bunden af Alka Superligaen, da holdet ude slog FC Nordsjælland.

Panderynkerne var lige så dybe som krisen i OB, da holdet for få dage siden tabte på hjemmebane til Esbjerg fB. Søndag var holdet så helt sidst i tabellen, men det blev der lavet om på med tre vigtige points ude mod FC Nordsjælland. Her viste OB-mandskabet format for alvor, og kunne juble efter Rasmus Festersens afgørende træffer. 

Sejren skabte da også glæde og forløsning i OB-truppen, hvor man har ventet efteråret igennem på succesoplevelser. Især målscorer Rasmus Festersen havde stor værdi af en god kamp efter seneste nedtur mod Esbjerg: 

- Det var rigtig dejligt. Og det viser, hvor forunderligt fodbold er, for det er kun to dage siden, at jeg følte mig som syndebuk, da vi tabte til Esbjerg. Nu står jeg her to dage senere og har været med til at vinde kampen og scoret et mål. Det er selvfølgelig meget forløsende, og i dag har vi nogle af de marginaler med os, som vi har savnet tidligere. Og vi har vores fans med os hele vejen igennem, og de har været der hele tiden både ude og hjemme, uanset vores resultater. Så vi vil så gerne give dem nogle gode resultater, og det var dejligt at kunne give noget tilbage til dem i dag, siger Rasmus Festersen til klubbens hjemmeside. 

Sejrens betydning er da også tydelig hos OB-cheftræner Kent Nielsen: 

- Sådan en sejr har enorm betydning. Det har sejre altid, men i særdeleshed når man er udfordret på antallet af point. Jeg har enorm respekt for spillernes præstation, for det har været tungt at vi ikke har fået udbytte af de tre seneste kampe, hvor vi har spillet godt, men ikke fået de resultater, vi havde fortjent. De første ti minutter var for tøvende, men derefter spillede vi kontrolleret, og spillerne sled og slæbte for det. I dag var det os, der var kyniske og udyttede en fejl hos vores modstander, men vi kan også være irriterede over, at vi ikke fik lukket kampen men nogle af de omstillingsmuligheder vi skabte. Men spillerne har investeret så meget i det her efterår, hvor de har rejst sig gang på gang, og derfor er det fantastisk, at vi tager en sejr med hjem herfra, og jeg synes s’gu, det er fortjent, lyder det fra en glad cheftræner.

OB gæster i næste runde Viborg FF.