Frustreret AaB-angriber vil bryde måltørke
Illustration
Superliga

Frustreret AaB-angriber vil bryde måltørke

Anders K. Jacobsen har ikke scoret i syv kampe - han håber at få bugt med måltørken i en fart.

Anders K. Jacobsen har skudt med skarpt mange gange for AaB siden skiftet fra Fredericia, men de seneste mange kampe har der været løst krudt i kanonen. Det er således syv kampe siden, at angriberen har fundet vej til netmaskerne. 

Og det behager ikke AaB-profilen, der håber at få bugt med måltørken hurtigst muligt.

- Det er selvfølgelig frustrerende ikke at få scoret. Det er ikke noget, jeg bare kan ignorere, at jeg ikke scorer, for det er jo det, jeg jagter. Det er det, jeg allerhelst vil, siger Anders K. Jacobsen til Ritzau og tilføjer:

- Jeg har manglet lidt kvalitet i afslutningerne, men det kan der heldigvis gøres noget ved. Jeg har på intet tidspunkt mistet troen på, at jeg nok skal få gang i målscoringen igen.

Anders K. Jacobsen kan passende starte, når AaB i aften møder Dynamo Kiev i Europa League.