Frederik Holst i tvivl om Brøndby-fremtid
Lars Rønbøg / Getty Images
Superliga

Frederik Holst i tvivl om Brøndby-fremtid

Frederik Holst har kontraktudløb med Brøndby til sommer, men de to parter snakker endnu ikke forlængelse. Klubben prioriterer i følge Holst anderledes.

Frederik Holst er en vaskeægte Brøndby-dreng. Han har været i klubben i mange år og længe været en fast del af Superliga-truppen, men det kan snart være fortid. Den hårdtarbejdende spiller har kontraktudløb til næste sommer, og de to parter er endnu ikke begyndt forhandlinger om en ny kontrakt.

Den 22-årige klubmand ved derfor ikke, hvad fremtiden bringer.

- Jeg snakker faktisk ikke med dem. Der er nogle lidt vigtigere spillere lige nu. Jeg tror, at de prioriterer Christian Nørgaard, Andrew Hjulsager og Lebogang Phiri, siger Frederik Holst til tipsbladet.dk.

Hvis klubben skulle starte forhandlingerne, bliver Holst en glad mand, men han vil ikke forlænge sin tid i den blågule spilletrøje for enhver pris.

- Men jeg ville da blive glad, hvis de kom og sagde: ”Frederik, vi vil gerne forlænge”, men det er ikke ensbetydende med, at jeg ville skrive under. Der er mange ting, der spiller ind. Det er et spændende projekt, og det har været en fornøjelse at være med, men jeg vil også gerne have fast spilletid. Om det bliver i Brøndby eller hvor det bliver, det er svært at sige, fortæller Frederik Holst.

Netop den faste spilletid kan ende med at blive afgørende for fremtiden. Holst har, efter nogle startpladser i begyndelsen af sæsonen, primært været brugt som indskifter og har derfor set mere til indersiden af boksen på sidelinjen end boksene på grønsværen.

Skulle et brud med Brøndby komme på tale, har Frederik Holst svært ved at se sig selv fortsætte i en anden Superliga-klub. Dertil sidder anerne fra Vestegnen for dybt i ham.

- Det tænker jeg ikke over lige nu. Det ville sgu være mærkeligt på mange parametre. Jeg har haft en del gode år herude, og det ville være mærkeligt pludseligt at skulle være modstander på sådan et dejligt stadion, udtaler han.

I stedet retter den alsidige spiller sit syn mod udlandet, hvis det ikke bliver til en fremtid i Brøndby. Han vil ud og modbevise den trend, der er blandt danske fodboldspillere.

- Det kunne meget muligt være. Det er lidt svært at snakke om fremtiden. Det skal prøves af, og så skal jeg vise, at man godt kan blive derude i længere tid end seks måneder og så komme tilbage, som er kendetegnet ved os danske fodboldspillere. Jeg vil ikke bare snuse og så hjem. Jeg vil prøve, men det er uvist, hvad der sker, og svært at snakke om.

Frederik Holst har fået spilletid i 12 af Brøndbys 13 kampe i Superligaen i denne sæson. Heraf har seks af dem været fra start. Han startede på banen i Brøndbys to første kampe i sæsonen og scorede i begge kampe.

Næste mulighed for spilletid er på søndag, når Brøndby hjemme på Brøndby Stadion tager imod AGF, som klubben tidligere på sæsonen slog med hele 7-0.