Frank om stjernetrioens skader: Det har været ærgerligt for os
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Frank om stjernetrioens skader: Det har været ærgerligt for os

Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og Johan Elmander har ikke spillet meget sammen, siden de to sidstnævnte kom tilbage til Brøndby i sommer. Og det ærgrer træner Thomas Frank.

Brøndby kan glæde sig over, at spillere som Dario Dumic, Martin Ørnskov og Christian Nørgaard har leveret gode præstationer i denne sæson. Og Thomas Frank kan glæde sig over, at en fyr som Martin Albrechtsen har leveret gode, solide præstationer, når der har været brug for den rutinerede forsvarsspiller. Brøndby har nemlig i denne sæson ikke været i stand til at få holdets tre største profiler på banen sammen i mange opgør.

Blot i syv af 26 kampe er Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og Johan Elmander startet på banen sammen ,og det er selvsagt utilfredsstillende, når de tre gerne skal løfte holdet og klubben. Daniel Agger har ofte døjet med småskader, ligesom han i foråret har haft karantæne. Elmander er måske ude resten af sæsonen og missede en stor del af efteråret, mens Thomas Kahlenberg har problemer med sin hofte og heller ikke spiller i weekenden.

- Det er jo bare rigtig, rigtig ærgerligt, for de tre bringer så meget til vores hold. Der har desværre været mange skader. Vi har her til foråret været bevidste om, at hvis de tre ikke var med, skulle der være andre, der kunne løfte holdet, siger Thomas Frank til tipsbladet.dk og forklarer:

- Martin Ørnskov og Martin Albrechtsen har taget et stort slæb, og Christian Nørgaard er trådt mere i karakter. Det samme er Ferhan Hasani og Johan Larsson her i foråret, og Lukas Hradecky er virkelig trådt i karakter. Vi har arbejdet med spillerne i samtaler, i grupper og på træningsbanen, og jeg er glad for, at de har løftet opgaven, siger Brøndby-træneren.

Thomas Frank forklarer, at klubben hele tiden evaluerer, hvordan træningen forløber. Og han har svært ved at pege på noget, der kunne laves om, for at få de tre spillere til at spille flere kampe sammen.

- Her i Brøndby kigger vi altid indad, for der er altid noget, der kan justeres og gøres bedre. Og for at være helt ærlig kan det sagtens være, der er noget, vi kunne have gjort bedre for at undgå skader til de tre. Vi har evalueret meget, men jeg har ikke fundet noget, hvor jeg tænker, at det lige præcis har været det, der har gjort, at en spiller er blevet skadet, siger Thomas Frank.

Brøndby møder næste gang OB på udebane, og det bliver uden de skadede Johan Elmander og Thomas Kahlenberg.