Franco Mussis tæt på FCK-exit
Illustration
Superliga

Franco Mussis tæt på FCK-exit

Franco Mussis udlejes fra FC København til Genoa, melder flere medier.

Franco Mussis ankom for godt to måneder siden til FC København som en stor stjerne, og de fleste havde en klar forventning om, at argentineren ville blive en stor profil i Superligaen. Nu er han på vej væk som noget af en fuser.

Midtbanespilleren troppede op i FC København i forrygende dårlig form, og af samme årsag står han blot noteret for nogle ganske få minutter i FCK-trøjen. Dem fik han, da løverne tabte 0-3 hjemme til Hobro. På det seneste har både manager Ståle Solbakken og assistenttræner Brian Riemer udtalt sig negativt om argentinerens fysik, og nu tyder alt på, at FCK helt har opgivet Mussis i denne sæson.

Lørdag aften skriver BT og flere italienske medier, at Franco Mussis er snublende nær et skifte til Serie A-klubben Genoa. Aftalen er ikke helt på plads endnu, men det ventes den at komme snart. Italienske medier hævder, at Mussis lander i støvlelandet i morgen for at skrive under på kontrakten, som angiveligt bliver en et-årig lejeaftale.

Dermed er FC Københavns håb, at Franco Mussis kan spille sig i form i Italien i denne sæson, hvorefter han har fire år tilbage af sin kontrakt med de danske vicemestre. Gianlucadimarzio skriver imidlertid, at Genoa har sikret sig en købsoption på Mussis, og at det dermed ikke er sikkert, at han nogensinde kommer til at spille for FCK igen.