Formstærke Randers tager ny sejr
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Formstærke Randers tager ny sejr

Randers FC og Esbjerg fB leverede en flot kamp lørdag aften, da kronjyderne sejrede med 3-2.

Det var to formstærke mandskaber, der lørdag aften krydsede klinger i Kronjylland. Randers FC og Esbjerg skulle dyste om tre vigtige points, og det var Randers, der i en underholdende affære slap bedst fra dette med en 3-2 sejr.  

Opgøret blev indledt med underholdning fra første fløjt, og efter bare halvandet minut faldt første træffer. En god fremlægning blev sparket resolut ind af Esbjerg-profilen Martin Pusic, der dermed sikrede vestjyderne en drømmestart.

Jakob Ankersen var tæt på at øge til 2-0 efter 11 minutters spil, men i stedet fik Randers bedre fat i den anden ende. Johnny Thomsen slog efter 14 minutters spil et godt indlæg ind til Mikael Ishak, der lidt heldigt headede Randers på 1-1. En situation hvor Martin Dubravka i Esbjerg-målet ikke så for heldig ud.

Scoringen satte gang i Randers, der kom på 2-1 få minutter efter. Johnny Thomsen kiksede sin afslutning i feltet, men på returen sparkede Elmar Bjarnason flot bolden i nettet.

Randers fortsatte de gode takter frem mod pausen, hvor hjemmeholdet ikke tillod Esbjerg meget. Flere scoringer kom man dog ikke for alvor tæt på i første halvleg, der dermed sluttede 2-1 til værterne.

Efter pausen åbnede Kasper Fisker med en god mulighed, da han alene med Dubravka sparkede over. Randers skulle dog komme på 3-1 i det 56. minut. Viktor Lundberg lavede en smart vending udenfor feltet, og bragte uden chance for Martin Dubravka Randers foran med 3-1.

Esbjerg blev presset yderligere efter scoringen, hvor flere store redninger dog forhindrede yderligere skade. Med tolv minutter igen skabte gæsterne spænding på ny, da Mikkel Vestergaard var garant for et godt oplæg til Martin Pusic, der sikkert udnyttede.

Med 3-2 på tavlen var der lagt op til en intens afslutning, men trods flere gode tilbud i begge ender blev der ikke scoret yderligere. Dermed kunne værterne juble over en ny sejr, der sender holdet op på andenpladsen i Superligaen. En position, som FC København dog får muligheden for at erobre tilbage søndag, når løverne gæster Farum og FC Nordsjælland.