Flinta vil væk fra SIF: Klubben er uambitiøs
Foto: Casper Dalhoff/Polfoto
Superliga

Flinta vil væk fra SIF: Klubben er uambitiøs

Efter at have tilbragt otte år af sin karriere i Silkeborg vil Dennis Flinta væk. Han er træt af det, han oplever som manglende ambitioner i klubben.

Silkeborg IF er for længst rykket ud af Superligaen, og dermed står den på fodbold i næstbedste række efter sommerferien. Det gælder dog ikke for Dennis Flinta. I hvert fald ikke hvis sommeren forløber, som han håber.

Han vil nemlig gerne væk fra Silkeborg efter otte år i Søhøjlandet. Årsagen er ganske enkelt, at han føler, at ambitionerne er alt for små i den jyske klub.

Det siger han tirsdag aften til Ekstra Bladet.

- Klubben meldte offentligt ud, at de gerne ville forstærke truppen, men det skete ikke. Klubben går meget op i at være økonomisk ansvarlige, og respekt for det. Men så vil jeg gerne være et sted, hvor man kan noget mere, siger Flinta til avisen og tilføjer:

- Jeg vil spille i en klub med ambitioner. Jeg har været i Silkeborg i otte år over to omgange, og jeg har været rigtig glad for at være der. Nu vil jeg prøve noget andet.

Dennis Flinta har 18 måneder tilbage af sin kontrakt med Silkeborg IF.