FCV-træner: Intet positivt at tage med
Illustration
Superliga

FCV-træner: Intet positivt at tage med

Cheftræner Michael Hansen var dybt skuffet over præstationen i gårsdagens nederlag til Randers.

FC Vestsjælland leverede en skidt præstation i gårsdagens opgør mod Randers, selvom det længe lignede et enkelt point i en søvndyssende affære. Men så dukkede debutanten Mikael Ishak op i overtiden og gjorde det onde ved Michael Hansens mandskab.

Målet var en kold dukkert, indrømmer cheftræneren.

- Det gør meget ondt, fordi målet faldt så langt inde i overtiden, og der ikke var optræk til noget farligt inden da. Jeg må være ærlig og sige, at der ikke er noget positivt at tage med fra den her kamp, siger Michael Hansen til klubbens hjemmeside.

Heller ikke Anders Due var tilfreds med præstationen. Holdet havde mere end svært ved at spille sig frem til chancer, og netop Due kom tættest på, da han direkte på hjørnespark ramte opstanderen. 

- Randers var gode til at slå vores spil i stykker, og vi formåede slet ikke at få ro på spillet. Vi kunne knap nok slå mere end to-tre afleveringer, før vi havde mistet den. Det var simpelthen bare ikke godt nok, siger Anders Due. 

FC Vestsjælland har fire point efter de første fire kamp, og næste opgave bliver mod oprykkerne fra Silkeborg næste søndag i Slagelse.