FCN-træner: Vi var ikke skarpe nok
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

FCN-træner: Vi var ikke skarpe nok

Cheftræner Ólafur Kristjánsson var tilfreds med sejren over Silkeborg IF, men han var ikke tilfreds med FC Nordsjællands mange misbrugte chancer.

Selvom FC Nordsjælland holder snor i bronze-konkurrenterne med sejren på 1-0 over Silkeborg IF, så var cheftræner Ólafur Kristjánsson ikke jublende lykkelig efter kampen.

Hans hold spillede sig nemlig frem til rigtig mange chancer i løbet af kampen, og de førte kun til et enkelt mål i slutningen af 1. halvleg. Ifølge cheftræneren burde det ikke have været spændende til sidst.

- Vi udnyttede ikke vores spilovertag og de chancer, som vi skabte. Simpelthen. Nu har vi rost vores offensiv rigtig meget, men de var ikke helt så skarpe i dag, som jeg kunne have ønsket mig. Vi fik et hav af chancer, som vi havde mulighed for at udnytte til at lukke kampen. Det gjorde vi ikke, og derfor blev det hektisk til sidst. 

- Jeg havde forventet et Silkeborg-hold, som spillede frit og gjorde deres bedste. Det gjorde de også. De er godt organiseret, og jeg synes, at de har nogle gode strenge at spille på. De truede os på omstillinger. Jeg havde selvfølgelig håbet på, at vi kunne lukke kampen tidligere, så vi kunne få noget ro på, men det lykkedes ikke. Og vi skal også huske, at vi kom fra to nederlag. Vi arbejder stille og roligt op mod det, vi ønsker, sagde Ólafur Kristjánsson til TV3 Sport 1 efter kampen. 

FC Nordsjælland ligger nu på 5. pladsen med 38 point. Det er samme pointtal som Brøndby IF og Randers FC, der ligger på henholdsvis 4. og 3. pladsen. Begge hold har dog spillet en kamp færre end FC Nordsjælland.