FCN-spiller færdig for 2014
Illustration
Superliga

FCN-spiller færdig for 2014

Lasse Petry skal opereres for en skade i menisken på mandag og kommer ikke i aktion for FC Nordsjælland i efteråret.

Midtbanespilleren Lasse Petry har ikke været på banen for FC Nordsjælland i dette efterår, og det kommer han heller ikke. Fornylig blev Petry skadet i en reserveholdskamp mod FC Vestsjælland, og nu har lægestaben i FCN konstateret, at der er tale om en meniskskade, som holder midtbanespilleren ude i resten af denne halvsæson.

- Det er en revne i menisken som Lasse har pådraget sig, og det er selvfølgelig rigtig ærgerligt efter at han havde kæmpet sig tilbage. En operation vil betyde at han misser efterårets kampe, men til gengæld vil han komme stærkere tilbage til foråret, fortæller Hans Ørting, fysioterapeut i FCN, til klubbens hjemmeside.

Hovedpersonen selv er ægerlig over situationen, men har nu fuldt fokus på at komme godt tilbage.

- Det er mildest talt irriterende, og jeg er super trist over at skulle sidde ude, når man meget hellere vil spille inde på banen og hjælpe holdet. Nu bliver fokus på en god genoptræning, så jeg kan komme stærkt tilbage, siger den skadede FCN-spiller.

Lasse Petry opereres mandag på Københavns Privathospital.