FCN præsenterer stort millionoverskud
Illustration
Superliga

FCN præsenterer stort millionoverskud

Champions League-deltagelsen har givet FC Nordsjælland et flot resultat for regnskabsåret 2012. De kommer ud me et overskud på 91 millioner kroner.

91 millioner kroner står der på bundlinjen, når FC Nordsjælland i slutningen af ugen fremlægger årsregnskabet for 2012. Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

Dermed præsenterer sidste sæsons mestre et rekordstort overskud, der er en direkte konsekvens af deltagelsen i Champions League. Overskuddet øger klubbens egenkapital til 82 millioner kroner.

- Det er et meget tilfredsstillende regnskab, der viser at vi er i gang med at konsolidere FC Nordsjælland som forretning med fremgang på alle kommercielle parametre. Det, der glæder mig mest er, at vores basale forretning og driften uden indregning af Champions League-pengene fortsat udvikler sig positivt. Det er der, vi har det store fokus også fremadrettet: Vi skal fortsat køre og udvikle en fornuftig forretning med positiv drift.

- Vi noterer os en flot fremgang på partnersiden, hvor vi i året registrerede mere end 100 nye virksomheder i netværket. Vi har mere end fordoblet omsætningen i merchandise, der er klar og solid fremgang i kampdagsindtægter, også uden Champions League, ligesom entréindtægterne fortsat udvikler sig positivt. Der er mange ting i de underlæggende tal, der peger mod en fortsat positiv udvikling. Klubbens tilskuertal og fanbase vokser kontinuerligt, vi oplever en markant stigning i interessen for at blive medlem af vores elektroniske fanunivers, ligesom der er fremgang i antallet af de helt unge fans i vores Tigerklub.

- Vi vil fortsat udvikle selskabet i det rette tempo med fokus på, at konsolidere forretningen sportsligt og økonomisk. Et overskud som dette giver os nogle muligheder for at investere i tilskueroplevelsen, stadion-faciliteter, VIP-lounger og i netværksarbejdet, således at vi også i fremtiden kan tilbyde en bedre totaloplevelse og derved tiltrække flere tilskuere, flere og større partnere og derved et endnu bedre fundament for topfodbold i Nordsjælland, siger bestyrelsesformand Allan K. Pedersen.

FC Nordsjælland melder samtidig ud, at de forventer overskud for regnskabsåret 2013.