FCN forlænger med ung komet
Illustration
Superliga

FCN forlænger med ung komet

FC Nordsjælland forlænger med Marcus Ingvartsen frem til sommeren 2018.

Den unge FCN-angriber Marcus Ingvartsen er for alvor inde i en god periode. Forleden blev den 18-årige spiller udtaget til U/21-landsholdet, og tirsdag kunne Superliga-klubben offentliggøre en ny aftale med talentet.

Marcus Ingvartsen´s nye aftale løber frem til sommeren 2018, og det er et faktum, der glæder FCN-boss Jan Laursen.

- Marcus er en spiller, som vi tror rigtig meget på, og derfor er det naturligt at lave en ny længerevarende kontrakt, da dygtige unge danske angribere ikke hænger på træerne. Han har allerede fået sin Superliga-debut og råder over nogle angrebsmæssige kvaliteter, som vi ikke ser så ofte her i Danmark hos unge spillere, siger Jan Laursen til klubbens hjemmeside. 

Også hovedpersonen selv glæder sig over at fortsætte i den klub, hvor han har fået sin fodboldopdragelse: 

- Jeg er rigtig stolt over at have fremtiden på plads i den klub, som jeg holder af. Kontraktforlængelsen giver en kæmpe motivation og jeg vil gøre alt for at gøre mig berettiget til få endnu mere spilletid i Superligaen. At få debut for førsteholdet var fantastisk, og nu at skrive under på en ny kontrakt er virkelig fedt, udtaler FCN-angriberen.  

Marcus Ingvartsen fik debut i Superligaen, da FCN i november spillede 0-0 med FC København i Farum Park. Han kom desuden i aktion, da Farum-klubben tabte med 1-0 til OB sidst i november.