FCN-anfører appellerer til fans om opbakning
Foto: Polfoto
Superliga

FCN-anfører appellerer til fans om opbakning

FC Nordsjælland-anfører Patrick Mtiliga håber på mange mennsker på Farum Park, når Hobro lægger vejen forbi mandag.

Seks nederlag i de seneste syv Superliga-kampe har efterladt FC Nordsjælland på ottendepladsen. Den dårlige stime skal vendes på mandag, når Hobro gæster Farum Park. 

- Det er sindssygt vigtigt for os, at vores fans kommer og hjælper os. Især i sådan en periode, som vi er inde i nu, hvor resultaterne ikke går vores vej. Så jeg håber rigtig meget på, at der er mange, der vil lægge vejen forbi Farum Park på mandag, når vi møder Hobro, siger Patrck Mtiliga til FC Nordsjællands hjemmeside.

Emiliano Marcondes, der scorede i torsdagens 3-1-nederlag til Brøndby, håber det samme.

- Fansenes opbakning er uvurderlig for os. Det betyder alt at vide, at der står nogle og synger sange og laver en fed stemning i Farum Park, så jeg håber også, at der vil komme en masse på mandag, så vi kan give tilhængerne den sejr de og holdet fortjener, siger Marcondes.

FC Nordsjælland har behandlet deres hjemmepublikum ganske fint i denne sæson. Otte af elleve sejre er hentet på eget kunstgræs - senest tabte de dog til Esbjerg med 1-3.