Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-træner har det rigtig, rigtig skidt med nederlag

Med et nederlag til 2-1 tabte FC Midtjylland et vigtigt skridt i topstriden i Superligaen. Selve nederlaget har Jess Thorup det rigtig skidt med.

FC Midtjylland måtte i går se sig slået med 2-1 af Silkeborg på to mål af Nicklas Helenius. Med nederlaget tabte midtjyderne et vigtigt skridt i topkampen, hvor de kunne have været kommet tre point foran Randers og tre point tættere på Brøndby på andenpladsen.

Efter kampen var det en tydeligt skuffet FCM-træner, der skulle gøre status efter kampen.

- Det har jeg det rigtig, rigtig skidt med. Jeg synes, at når jeg ser over de 90 minutter, vi spiller her på Mascot Park gør vi faktisk rigtig mange ting rigtigt. Men i bund og grund handler fodbold om at vinde, og det gør vi ikke, så derfor kan vi selvfølgelig ikke være tilfredse, siger Jess Thorup til klubbens hjemmeside.

FC Midtjylland havde flere forsøg, der kunne have været gået ind, men de formåede ikke at få bolden over stregen mere end en enkelt gang. 

- Men jeg synes, at i de første 45 minutter sidder vi fuldstændig på kampen. Vel tæt på et mirakel, at vi ikke scorer. Kommer ikke for godt ud til anden halvleg i de første 10-15 minutter. Vi må skifte Tim (Sparv, red.) ud, der sker nogle ting, pludselig laver vi nogle fejl rent defensivt og så er vi pludselig 2-0 nede. Vi finder momentum igen, prøver at tilkæmpe os point via scoringer i løbet af den sidste halve time, men det bliver kun til et enkelt mål, og derfor får vi ingen point med herfra og det er vi rigtig trætte af.

Med nederlaget er FCM fortsat nummer tre. De har samme antal point som Randers på fjerdepladsen, men nu hele seks point op til Brøndby på andenpladsen og 15 til FCK, der fører Superligaen.