Video : Tipsbladet
Superliga

FCM tog Wiktig sejr til sidst

FCM var ved at smide dumme point mod AaB, men fik flot scoring i de døende minutter ved Gustav Wikheim

Inden aftenens opgør i Aalborg var det otte kampe siden, at hjemmeholdet havde slået FCM, og det ville gæsterne gerne udbygge.

I hvert fald satte de sig massivt på opgøret i første halvleg, hvor Jakob Poulsen drev spillet frem og sendte folk som Janus Drachmann, Rasmus Nissen og Marc Dal Hende fem.

Førstnævnte havde kampens første chance, da han hamrede på stolpen udefra, og det var Ulvene fra Midtjylland, der satte scenen. Hvis man skal klandre dem for noget, så var det ineffektiviteten, for ind ville bolden ikke.

Paul Onuachu havde den i nettet, men der blev dømt et lidt tyndt frispark mod Oliver Abildgaard, mens Alexander Sørloths hovedstød syv minutter før pausen blev pareret af keeper Jacob Rinne.

I anden omgang kom de lidt tamme AaB´ere pludseligt frem fra deres hi og begyndte at producere chancer. Frederik Børsting havde et par behjertede forsøg, inden Patrick Kristensen brændte en ægte direktør, da han blev spillet blank foran mål, men sendte kuglen forbi stolpen.

FCM-træner Jess Thorup reagerede ved at hive Onuachu og Mikkel Duelund ud til fordel for Rilwan Hassan og Jonas Borring, men AaB fortsatte, og Rasmus Würtz kunne have scoret årets mål, da han helflugtede langt udefra, men Jesper Hansen reddede fornemt.

FCM prøvede at hive sig tilbage, men AaB var farligst i omstillingerne uden dog at slå kapital af anstrengelserne. De fik sig dog en spand kold vand i hovedet, da indskiftede Gustav Wikheim fik driblet sig flot fri og sendte bolden i det lange hjørne med få minutter igen.

Synd for AaB, der kæmpede flot, men topholdet var iskolde, da det gjaldt. Dermed er FCM kun et point efter Brøndby på førstepladsen, mens AaB stadig er nummer otte.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.