FCM-reserve venter tålmodigt på chancen
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

FCM-reserve venter tålmodigt på chancen

Reserven André Rømer venter tålmodigt på sin chance, og han accepterer, at Kristian Bak ikke lige står til at ryge af holdet, fordi Rømer spillede en god kamp.

21-årige André Rømer er lidt af en altmulig-mand. Han kan spille centralt på midtbane, spille defensivt midt. Han kan sågar gå i midterforsvaret, hvis det er nødvendigt. De sidste par sæsoner er André Rømer fra FC Midtjylland dog hovedsageligt blevet benyttet som højre back, hvor han agerer reserve for klubkaptajn og kulturbærer Kristian Bach Bak.

Søndag aften var han således i startopstillingen mod Brøndby, fordi Kristian Bak sad ude med skade, og Rømer leverede en fin indsats for FCM. Men trods den gode og solide præstation ved Rømer godt, at han ikke lige slår Kristian Bak af i dette forår.

- Selvfølgelig sætter man ikke anføreren af i det vigtigste halvår i klubbens historie. Og han er jo en god mand, som med sin vildskab og fighterevne også sagtens kunne have gjort en forskel (mod Brøndby, red.), siger Rømer til Herning Folkeblad.

André Rømer fortæller dog videre, at han ikke stiller sig tilfreds med en reservetjans i mange år fremover. Han har også ambitioner om at spille, og det skal også ske på et tidspunkt. Men i dette forår accepterer han altså, at Kristian Bak står foran i køen til spilletid.