FCM-profil kunne være kommet til udlandet: Valgte erfaring i stedet
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FCM-profil kunne være kommet til udlandet: Valgte erfaring i stedet

Den danske back Rasmus Nissen Kristensen er bare 20 år, men han har allerede takket nej til udlandet. Nu handler det om at få erfaring og hår på brystet, inden han bevæger sig ud.

På det danske U21-landshold er højre back Rasmus Nissen Kristensen topscorer, og FC Midtjylland-profilen har for længst slået sit navn fast som et af dansk fodbolds største talenter.

Den bare 20-årige FC Midtjylland-spiller, der stammer fra Brande, er et af titelaspiranternes og Superligaens store salgsemner, og faktisk har der været bud fra udlandet tidligere.

I et stort interview med Tipsbladet fortæller Rasmus Nissen om sin karriere og om sine drømme, og han fortæller, at han allerede har haft muligheder for at komme væk fra Danmark, hvis det var det, han ville.

- Jeg arbejder med hele tiden at sætte barren højere. Da jeg havde startet inde gennem foråret 2016 kunne det ikke nytte, mit mål bare var at få en fuldtidskontrakt. Jeg havde en anderledes forhandlingsposition efter at have spillet fast på førsteholdet. Der var nogle beslutninger at træffe i den tid, for der kom jo interesse fra alle mulige vegne. FC Midtjylland er en stor klub i Danmark med masser af udviklingsmuligheder for mig. Det kunne blive et issue med spilletid i udlandet, så jeg valgte at forhandle det på plads her, hvilket gik relativt hurtigt. Jeg var blevet enig med mig selv om, at jeg ikke var klar til at tage til udlandet. Jeg skulle have mere erfaring og hår på brystet, siger Rasmus Nissen Kristensen til Tipsbladet og forklarer:

- Det tænker jeg over, når det kommer tættere på. Mellem transfervinduerne forholder jeg mig ikke til det, mens jeg i transfervinduerne er nødt til det, hvis der opstår noget. Jeg kan stadig nå et dansk mesterskab, europæisk gruppespil, der er mange ting at opnå i FC Midtjylland. Men det er svært at svare præcist, for det afhænger også af, hvem der står i den anden ende med et tilbud.

Den meget offensive wing back fra FC Midtjylland er dog klar på at komme ud på et tidspunkt, og målet er at komme til en af de helt store ligaer.

- Jeg bliver bedre dag for dag. Man kan glemme, jeg kun er 20 år. Jeg har meget at lære endnu, og jeg har nok 12-14 år tilbage endnu. Der er masser af tid. Udlandsdrømmen kunne jo være realiseret nu. Men det handlede ikke bare om at komme dertil. Jeg skal være god nok til at spille og gøre en forskel i en af de fire største ligaer i verden, og det er svært. Jeg skal nå dertil, og så er det med at slå til, siger Rasmus Nissen Kristensen.

Rasmus Nissen har i denne sæson spillet 14 af 16 Superliga-kampe for FC Midtjylland, mens han i en alder af bare 20 år allerede har spillet 59 kampe i landets bedste række for klubben, der aktuelt ligger nummer to i tabellen, bare et point efter Brøndby.

Du kan læse hele historien om Rasmus Nissen Kristensen ved at købe Tipsbladet i dag, fredag. Du finder det i Ekstra Bladet.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.