FCM handler igen: Henter norsk midtbanespiller
Foto: Thomas Sjørup / Polfoto
Superliga

FCM handler igen: Henter norsk midtbanespiller

FC Midtjylland har føjet endnu en midtbanespiller til truppen.

Norske Harmeet Singh skifter til FC Midtjylland på en treårig aftale.

Den norske midtbanespiller skifter på en fri transfer, efter han forlod den norske klub Molde ved årsskiftet, hvor kontrakten udløb.

Harmeet Singh var som ung blandt de største talenter i norsk fodbold, og det er en spiller, der har været i sportsdirektør Claus Steinleins tanker længe.

- Det er lidt af et scoop, at vi kan hente ham til FC Midtjylland. Det troede jeg ikke var muligt, da transfervinduet åbnede, siger sportsdirektør Claus Steinlein i en pressemeddelelse.

- Harmeet er en dygtig midtbanespiller, der dækker flere positioner. Han er en stærk assists- og erobringsspiller og en spiller, vi har fulgt gennem længere tid. Han har gjort det godt i Molde og er inde omkring det norske landholds. Så det er en spiller, vi er glade for at tilknytte vores trup, siger sportsdirektøren.

Nordmanden er glad for at skifte til de danske mestre, hvor han på den danske midtbane skal kæmpe med folk som Tim Sparv, Jakob Poulsen og Kristoffer Olsson om spilletid.

- Det var dejligt at få kontrakten på plads. FC Midtjylland er en ambitiøs klub med en god fodboldfilosofi. De spiller en type fodbold, som jeg kan lide at spille, og jeg er sikker på, at jeg kan udvikle mig i klubben, siger Harmeet Singh.