Superliga

FCM gør klar til storudsalg

Sylvester Igboun og Jesper Juelsgård er på salgslisten, mens Mads Albæk og Erik Sviatchenko også kan være på vej væk.

FC Midtjylland ligger nummer otte i Superligaen efter et katastrofe-efterår, hvor holdet har været alt for svingende og tabt for mange kampe. I løbet af januar kan en række af efterårets bedste spillere være på vej væk.

Jesper Juelsgård kontrakt udløber om år, og står først på affyringsrampen, mens Sylvester Igboun tiltrækker sig interesse fra blandt andre Besiktas. FC Midtjylland lægger ikke skjul på, at de gerne sælger.

- Vi er jo i gang hele året. Vi er i løbende dialog med agenter og klubber, og sender hele tiden DVD'er ud til forskellige klubber, siger FCM-direktør Claus Steinlein til

Herning Folkeblad.

De to er dog ikke de eneste, der kan være på vej væk. Også Mads Albæk og Erik Sviatchenko tiltrækker sig interesse fra udlandet, og FC Midtjylland sælger også dem, hvis de får muligheden.

- Kommer det rigtige bud, må vi finde en løsning. Sådan er vores forretningskoncept, og det har vi også lovet vore spillere, siger Claus Steinlein.

For godt en uge siden sagde Steinlein, at FC Midtjylland ikke kommer til at bruge penge på nye spillere i januar.