FCM forklarer aflysningen: Kan ikke garantere for sikkerheden
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Superliga

FCM forklarer aflysningen: Kan ikke garantere for sikkerheden

Arrangør, beredskabschef og kampdommeren har vurderet, at det ikke er forsvarligt at gennemføre kampen mellem FCM og FCK.

FC Midtjylland og FC København skulle indtil omkring klokken 17 have spillet topkamp i Superligaen på MCH Arena, men så blev kampen aflyst af sikkerhedsmæssige årsager. Det er en beslutning, der er blevet taget mellem beredskabschefen, kampens dommer samt administrerende direktør i MCH, Georg Sørensen.

Det fortæller Georg Sørensen selv på FCM's hjemmeside.

- På det foreliggende grundlag tager vi ingen chancer af hensyn til spillernes og publikums sikkerhed. Det er vi i samråd med beredskabschef Kim Bjerg Wemmelund, kampens dommer Michael Tykgaard, politiet, brand og redning og FC Midtjylland enige om, forklarer Georg Sørensen, der ejer MCH Arena.

FC Midtjyllands bestyrelsesformand Rasmus Ankersen fortæller, at stormen Gorm simpelthen kan få for store konsekvenser for de personer, der ville komme på MCH Arena. Der var ellers tidligere på dagen blevet slået fast, at man sagtens kunne spille kampen. Men det er nu lavet om.
 
- Eftersom vi som arrangørklub ikke kan få garanti for spillernes og publikums sikkerhed under kampen, har vi ikke anden mulighed end at aflyse. Vi risikerer, at vindstødene af orkanstyrke med vindhastigheder på op til 34 meter i sekundet kan få reklameskilte, højttalere og lamper til at falde ned over publikum. Den risiko kan vi ikke leve med, og derfor har vi desværre ikke andet valg end at aflyse, siger Rasmus Ankersen. 

Kampen skulle være blevet sat i gang klokken 18, men bliver nu ikke til noget.