Superliga

FCKs Diouf: Jeg bliver bedre

FC Københavns million-indkøb Pape Pate Diouf tror på større personlig succes i det kommende forår i Superligaen.

FC København hentede den senegalesiske offensivspiller Pape Paté Diouf i Molde før denne sæson. Den høje offensivspiller nåede at score imponerende 12 mål for de norske mestre, inden han i juli måned, midtvejs i den norske sæson, blev midtpunkt i en handel, som angiveligt kostede FC København 18 millioner kroner.

Med Jesper Grønkjærs karrierestop frisk i erindringen må FCK-fansene derfor have haft store forventninger til 18 millioner kroner-manden, men Diouf har haft svært ved at leve op til prisskiltet, og spilleren selv har også for længst erkendt, at han skulle bruge tid på at vænne sig til sin nye tilværelse i FC København.

Alligevel mener Diouf ikke nødvendigvis, at han skal ud at bevise sig selv i foråret.

- For mig handler foråret ikke om at bevise noget for fansene eller andre. Jeg forholder mig professionelt til min situation og arbejder hårdt til træning, for jeg ved, at jeg kan blive bedre, end det jeg har vist. Jeg tror også på, at det kommer.

- Jeg er ikke den rette til at bedømme mit spil i efteråret, men jeg har det sådan, at man altid kan forbedre sig, og det er det, jeg arbejder for, siger Diouf til tipsbladet.dk.

Syv gange startede han inde i efteråret i Superligaen, og selv om Diouf håber, at det tal bliver forbedret, erkender han, at konkurrencen om de offensive pladser er hård i klubben.

- Det er træneren, der bestemmer, hvem der skal spille, men jeg prøver at vise i træningen, at han skal vælge mig. Jeg glæder mig til foråret, og jeg træner hårdt for at blive helt fit, og jeg vil gøre mit bedste for holdet, uanset hvad min position bliver, siger han.

Diouf har kontrakt med FCK til sommeren 2015 og måtte i den seneste træningskamp mod Vålerenga se Martin Vingaard blive foretrukket på venstrekanten, mens han selv måtte tage plads på bænken.

En halv time blev det alligevel til, da Pape Paté Diouf blev sendt på banen - netop i stedet for Martin Vingaard. FC København har bare en enkelt træningskamp tilbage inden Superliga-starten på udebane mod AaB 4. marts. De danske mestre møder Elfsborg 25. februar i generalprøven til forsvaret af det danske mesterskab.