FCKer: Vi er ikke bange for at kritisere

Ragnar Sigurdsson er blevet en fast del af FC Københavns centrale forsvar, hvor han danner makkerpar med sin gode ven Sölvi Ottesen. Men på trods af venskabet, er der ingen problemer i forhold til at rette og kritisere hinanden.

Ragnar Sigurdsson havde andre muligheder end den danske Superliga, men indtil videre er han glad for tiden i den danske hovedstad og har ikke tænkt sig at afgive pladsen som fast mand.

Tipsbladet mødte Ragnar Sigurdsson til en snak om karrieren, ambitionerne og den første tid i FC København.

Bragt i Tipsbladet 14. oktober 2011

Umiddelbart ligner det Superman i vanlig positur, som Ragnar Sigurdsson har tatoveret på underarmen, men når man får kigget nærmere på den blåklædte figur med det bølgende røde kappe, er det hurtigt tydeligt, at det ikke er Clark Kents alter ego, der er tegnet i huden.

Personen har nemlig barneansigt, lyse krøller og forestiller i virkeligheden Sigurdsson selv som barn og som den vinder, der blev skabt dengang i halvfemserne på den forblæste ø i Nordatlanten. For der var aldrig tvivl om, hvad han skulle være.

:»Jeg har altid vidst, at jeg skulle spille fodbold. Siden jeg var en lille dreng. At det skulle være mit arbejde. Det var det, jeg ville. Min far sagde, at jeg skulle spille i Liverpool, når jeg blev stor. Det er det, du skal, sagde han altid til mig. Det var måske lidt brainwash, for han er Liverpool-fan, men jeg tror, at det var godt for mig. Så vidste jeg, hvad jeg skulle, og vi spillede fodbold hele dagen. Det har altid været 100 procent fodbold og ikke noget andet. Jeg har aldrig villet have et andet arbejde og skolen var meget kedelig, så jeg er meget glad for, at det er lykkedes,« siger Ragnar Sigurdsson med en snus under læben, dæmpet stemme og på en fin blanding af hovedsageligt svensk, suppleret med nylærte danske udtryk og engelske gloser, når det skandinaviske ikke rækker.

Fysisk fik han forudsætningerne for fodbold med både højde og hurtighed, men det er sjældent nok. Der skal noget mere til, noget mentalt, og det havde han også helt fra de yngste dage i form af en enorm vindervilje.

»For mig handler det om, at de andre ikke vinder. Hvis man ikke vinder, så er den anden bedre end dig. Det kan jeg ikke acceptere. Det er den værste tanke for mig. Da jeg var lille, havde vi det bedste hold. Vi vandt alle kampe og vi vandt tit stort, så jeg blev vant til at vinde alting, da jeg var lille. Sådan skal det være. Den mentalitet er jeg blevet vant til. Det føles selvfølgeligt, og det bliver også mere alvorligt, for de andre må bare ikke vinde,« siger Sigurdsson med tanke tilbage på de unge dage i Reykjavik-klubben Fylkir.

»Jeg var ikke den bedste, da vi var små. Tre af mine bedste venner var alle bedre end mig, men de var ikke lige så seriøse. De havde ikke min indstilling. I dag er den ene stoppet med at spille, mens de to andre stadig spiller i Fylkir på førsteholdet. De slutter som regel i midten af den bedste række på Island. Så jeg var heldig, at jeg kunne komme videre fra Island, for når du kommer derfra og til en højere standard, så er der mange flere døre, der åbner sig, hvis du kan gøre det godt det nye sted,« fortæller Sigurdsson.

Dræbte muligheder for store klubskifter
Forsvareren fløj selv fra vulkanøen i slutningen af 2006 med Göteborg som mål, og det blev en succes lige med det samme. Han spillede fra start, han spillede godt, han blev svensk mester og meget hurtigt begyndte større klubber at melde deres interesse.

Et kig i nettets arkiver fra dengang fortæller om Roma, Blackburn, West Ham, AEK Athen og Espanyol, men IFK ville ikke af med deres 21-årige forsvarskomet, hvilket Sigurdsson selv havde lidt svært ved at forstå.

»Det var Espanyol, der kom længst i snak med klubben, men Göteborg dræbte alle muligheder for mig, for de satte en prisseddel på mig på 40-50 millioner kroner. Så hver gang en klub sagde til IFK, at de var interesserede, skræmte IFK dem bort med det samme. Så det kom aldrig længere. Jeg fik nu heller aldrig at vide, hvor seriøse klubberne var i deres henvendelse. Der er altid meget snak og mange rygter, men jeg var 21 år, og der var snak om Roma og Espanyol, og så kommer det bare til at fylde for meget oppe i hovedet.«

»Så jeg var meget skuffet. Jeg så det sådan her: Man gør altid det bedste for sig selv og for klubben, og når man har gjort det godt, har man en chance for at komme videre, for at tage et skridt i karrieren, men det satte de en stopper for med sådan en pris. Det sagde jeg også til dem. Det var ingen hemmelighed. Jeg gik ikke rundt og var indebrændt. Jeg sagde til dem: »Hvad fanden laver I. Det er en stor chance for mig. Det er drømmen«, men de sagde, at jeg havde tre år tilbage på kontrakten, så jeg kunne bare sidde stille og roligt og vente på et bedre bud, Men skal man koste så mange penge, skal man være angriber. Det er altid angribere eller midtbanespillere, der koster så mange penge. Der er ikke mange klubber, der vil betale så meget for forsvarsspillere, så jeg var faktisk meget skuffet. Altså dengang,« siger Ragnar Sigurdsson.

For han holdt niveauet, selv om IFK faldt fra førstepladsen i 2007 til nr. 3 i 2008, nr. 2 i 2009, nr. 7 i 2010 og aktuelt nr. 6, så der var fortsat interesse fra større klubber, som han også havde håbet på.

»Før jeg skiftede til FCK, vidste jeg, at jeg havde et halvt år tilbage af min kontrakt, så IFK ville sænke prisen, og jeg vidste, at hvis jeg fortsatte med at spille godt, ville jeg mindst få to-tre hold at vælge imellem. Jeg havde også andre muligheder (Club Brugge blev nævnt, red.), men jeg har altid godt kunne lide København. Jeg har været her mange gange, og klubben har spillet Champions League et par gange over de seneste år.«

»Faktisk tror jeg, at FC København måske er et bedre valg end Espanyol, for der er større chancer for at spille Champions League her end i Espanyol eller næsten noget andet sted. Så skridtet til FC København er det bedste, der kunne ske for mig,« siger Ragnar Sigurdsson, der efter skiftet blev officielt tog tilbage til Göteborg og spillede tre kampe, så det blev også til en fin afsked hjemme på Gamla Ullevi mod Elfsborg, hvor tilhængerne havde lavet bannere til ære for islændingen, der fik tak for alt og krav om et præsidentjob med på rejsen over Øresund.

»Ja, det blev en fin afsked, men det var også, fordi jeg var meget glad for, at det blev FCK. Havde det været et eller andet pissehold, så havde jeg ikke været så glad. Men efter mange skuffelser blev det til en god løsning for alle parter og også en meget god afslutning.«

Læs mere på næste side

Tilbage til livet som spillende forsvarer
Sigurdsson fik sit skridt videre i karrieren, men det var ikke uden udfordringer. For efter fire et halvt år som førstevalg i IFK Göteborg-defensiven var han ikke selvskrevet til startopstillingen i FC København, og på den måde indledte han livet som FCK’er med en plads på bænken.

»Det var ikke sjovt. Altså jeg kom her og troede på mig selv og troede på, at jeg skulle tage en plads. Ingen problem. Sådan tænker jeg altid. Det har jeg været vant til fra Island og fra IFK. Og så sidder man på bænken og begynder at tænke: Gjorde jeg det rigtige ved at komme her? Det tror jeg, at alle gør på bænken. Det kan man ikke kontrollere. Den tvivl kommer bare af sig selv.«

»Men vi spiller mange kampe, og inden Zanka blev skadet, havde jeg alligevel spillet halvdelen af kampene, så jeg tænkte bare okay, jeg er reserve, jeg er ikke førstevalg, men jeg har spillet mange kampe. Så hvis nogen blev trætte eller blev skadet, ville jeg få min chance. Sådan holdt jeg sammen på det mentale,« fortæller Sigurdsson, der dog også godt var klar over, at han havde noget at arbejde med i forhold til kampen om spilletid i FC København.

I Göteborg gik flere af elementerne i FCK’s zoneforsvar igen, men alligevel var der mange informationer, der skulle kaperes hurtigt, hvilket satte sit præg på træningsstarten før Superliga-sæsonen.

»I forsæsonen tænker man meget. Nu er bolden der, så skal jeg stå her og så videre. Du spiller ikke stille og roligt. Du tænker for meget, det bliver ikke naturligt. Men så snart man har lært det, så snart det er automatisk og man bare gør det, så kan man også begynde at tænke på andre ting. Det er svært at forklare, men jeg var lidt skuffet over, at jeg ikke spillede bedre i forsæsonen, men jeg lærte mange nye ting, og det tog bare et stykke tid at få det ind,« siger Sigurdsson, der også opdagede en anden mangel.

»Jeg har altid været en spillende spiller. Jeg spillede midtbane, da jeg var yngre, men i IFK begyndte jeg at tabe mit opspil, for vi havde ikke noget. Vores midtbanefolk fik ikke bolden så meget, for vi skulle spille langt. Så kom jeg her, til et spilførende hold med meget possesion, og derfor skulle jeg til at spille på en anden måde. Det er nok det, jeg har manglet mest, og Roland (cheftræner Nilsson) sagde det også og fokuserede på det i træningen, så jeg har jobbat meget med det, og i de sidste par kampe synes jeg, at jeg har fundet det igen, at jeg igen kan finde medspillerne længere fremme,« siger den islandske forsvarer, der siden den 10. september har haft masser af spilletid til at finde på plads i FCK-defensiven.

For fodboldskæbner kan ændres på sekunder, som det skete den dag i september, hvor anfører »Zanka« faldt skævt ned efter en luftduel på Lyngby Stadion. En alvorlig knæskade vil nu holde ham ude til en gang i løbet af foråret, og dermed står den efter alt at dømme på et islandsk centerforsvar i de kommende måneder i FC København. Og det endda et centerforsvar med to gode venner.

Læs mere på næste side


Den frygtløse og den sikre
Sölvi Ottesen og Ragnar Sigurdsson har aldrig spillet mod hinanden, for da Sigurdsson dukkede op for Fylkir, var Ottesen væk fra Vikingur, og da Sigurdsson kom til Sverige var Ottesen ikke med i de kampe Djurgården spillede mod IFK, før han skiftede til SønderjyskE. Men landsholdet havde de to til fælles.

»Vi lærte hinanden at kende på U/21-landsholdet. Sölvi er et par år ældre end mig, men jeg blev rykket tidligt op, og vi kunne lige fra starten mærke, at vi godt kunne lide de samme ting. Så vi blev venner fra starten, fordi vi altid kunne snakke sammen. Det var ikke sådan, at vi ringede til hinanden, men når vi var sammen på landsholdet, var der god stemning med det samme.«

»Så på landsholdet har vi snakket om, at vi gerne ville spille sammen for Island, men også om hvor fedt det kunne være, hvis vi også spillede på det samme klubhold. Det var bare noget, vi snakkede om, men så er det sket nu. Det er virkelig fedt. Vi er ikke bange for at kritisere hinanden og sige, at det der må du gøre bedre. Tværtimod. Vi presser hinanden på en god måde. Og så passer vi godt sammen. Sölvis instinkt er det der frygtløse med at gå op i ryggen på angriberen og vinde bolden, mens jeg er mere sikker. Sker der noget, er jeg lidt tilbage og kan bruge min hurtighed til at stoppe en farlig situation. Så vi passer virkelig godt til hinanden,« siger Sigurdsson, der sammen med kæresten også tit mødes hjemme hos familiefaderen Ottesen i Valby med mad, hygge og snak.

»Sölvi har hjulpet mig meget. Når man kommer til en ny klub, er man helt alene. Man kender ingen, og så sidder man bare der, for man kan ikke snakke med nogen, for man kender ikke nogen. Men når man har en god ven på holdet, så kan man snakke med ham. Det er altid det bedste, hvis man kender nogen. Det var meget godt for mig, at Sölvi var her, da jeg kom,« siger Sigurdsson om den islandske ven.

Så det gik hurtigt med at falde til i FC København, og byen har også levet op til forventningerne. Der er fred og ro modsat det svenske stress, der er flade veje og godt vejr at cykle rundt i, der er en hundehvalp, der skal passes, og der er DVD-samlingen med Seinfeld og Curb Your Enthusiam at dykke ned i, hvis Sigurdsson trænger til et godt grin og mystiske samtaler, der ifølge eget udsagn matcher hans egen tankegang fint.

Men først og fremmest er det fodbolden, det handler om, og her går det godt, hvis man ser bort fra en sort halvleg i Liege. For FCK vinder, og Sigurdsson får udbygget den europæiske erfaring, han havde med fra IFK i form af kvalifikationskampe mod klubber som Basel og AZ.

»Jeg var lige så skuffet over den mislykkedes Champions League som alle de andre. Spillere, ledere, hele klubben, for det her er en klub, der vil spille Champions League. Men nu har vi Europa League, og så skal vi sørge for at gøre det godt der. Gør vi det og kommer langt i den turnering, så ved vi også, at vi er gode nok til at spille Champions League. Det er det, vi må bevise. For hvis vi fortsætter med at spille godt og vinde i Superligaen, så er det direkte i Champions League-gruppespillet næste år. Det er op til os selv at vise, hvad vi kan.«

»Men jeg spiller på et godt hold, og det glæder mig meget. I IFK tænkte vi før europæiske kampe, at vi måske kunne gå videre, hvis vi spillede op til vores allerbedste. Her skal vi bare vinde. Det forventer alle, inklusiv os selv. Sådan et hold har jeg aldrig været på før. Hvis vi taber, er det noget pis. Det glæder mig, at spille under sådan nogle forventninger fra alle. Og det er fantastisk at vinde så mange kampe. Jeg tror, at alle gerne vil spille i sådan en klub,« siger en tilfreds Ragnar Sigurdsson, før kæresten, hunden og han selv vandrer hjemad gennem det København, der allerede føles godt og rigtigt for forsvareren fra Reykjavik.