FCKer: Vi er ikke bange for at kritisere

Ragnar Sigurdsson er blevet en fast del af FC Københavns centrale forsvar, hvor han danner makkerpar med sin gode ven Sölvi Ottesen. Men på trods af venskabet, er der ingen problemer i forhold til at rette og kritisere hinanden.

Ragnar Sigurdsson havde andre muligheder end den danske Superliga, men indtil videre er han glad for tiden i den danske hovedstad og har ikke tænkt sig at afgive pladsen som fast mand.

Tipsbladet mødte Ragnar Sigurdsson til en snak om karrieren, ambitionerne og den første tid i FC København.

Bragt i Tipsbladet 14. oktober 2011

Umiddelbart ligner det Superman i vanlig positur, som Ragnar Sigurdsson har tatoveret på underarmen, men når man får kigget nærmere på den blåklædte figur med det bølgende røde kappe, er det hurtigt tydeligt, at det ikke er Clark Kents alter ego, der er tegnet i huden.

Personen har nemlig barneansigt, lyse krøller og forestiller i virkeligheden Sigurdsson selv som barn og som den vinder, der blev skabt dengang i halvfemserne på den forblæste ø i Nordatlanten. For der var aldrig tvivl om, hvad han skulle være.

:»Jeg har altid vidst, at jeg skulle spille fodbold. Siden jeg var en lille dreng. At det skulle være mit arbejde. Det var det, jeg ville. Min far sagde, at jeg skulle spille i Liverpool, når jeg blev stor. Det er det, du skal, sagde han altid til mig. Det var måske lidt brainwash, for han er Liverpool-fan, men jeg tror, at det var godt for mig. Så vidste jeg, hvad jeg skulle, og vi spillede fodbold hele dagen. Det har altid været 100 procent fodbold og ikke noget andet. Jeg har aldrig villet have et andet arbejde og skolen var meget kedelig, så jeg er meget glad for, at det er lykkedes,« siger Ragnar Sigurdsson med en snus under læben, dæmpet stemme og på en fin blanding af hovedsageligt svensk, suppleret med nylærte danske udtryk og engelske gloser, når det skandinaviske ikke rækker.

Fysisk fik han forudsætningerne for fodbold med både højde og hurtighed, men det er sjældent nok. Der skal noget mere til, noget mentalt, og det havde han også helt fra de yngste dage i form af en enorm vindervilje.

»For mig handler det om, at de andre ikke vinder. Hvis man ikke vinder, så er den anden bedre end dig. Det kan jeg ikke acceptere. Det er den værste tanke for mig. Da jeg var lille, havde vi det bedste hold. Vi vandt alle kampe og vi vandt tit stort, så jeg blev vant til at vinde alting, da jeg var lille. Sådan skal det være. Den mentalitet er jeg blevet vant til. Det føles selvfølgeligt, og det bliver også mere alvorligt, for de andre må bare ikke vinde,« siger Sigurdsson med tanke tilbage på de unge dage i Reykjavik-klubben Fylkir.

»Jeg var ikke den bedste, da vi var små. Tre af mine bedste venner var alle bedre end mig, men de var ikke lige så seriøse. De havde ikke min indstilling. I dag er den ene stoppet med at spille, mens de to andre stadig spiller i Fylkir på førsteholdet. De slutter som regel i midten af den bedste række på Island. Så jeg var heldig, at jeg kunne komme videre fra Island, for når du kommer derfra og til en højere standard, så er der mange flere døre, der åbner sig, hvis du kan gøre det godt det nye sted,« fortæller Sigurdsson.

Dræbte muligheder for store klubskifter
Forsvareren fløj selv fra vulkanøen i slutningen af 2006 med Göteborg som mål, og det blev en succes lige med det samme. Han spillede fra start, han spillede godt, han blev svensk mester og meget hurtigt begyndte større klubber at melde deres interesse.

Et kig i nettets arkiver fra dengang fortæller om Roma, Blackburn, West Ham, AEK Athen og Espanyol, men IFK ville ikke af med deres 21-årige forsvarskomet, hvilket Sigurdsson selv havde lidt svært ved at forstå.

»Det var Espanyol, der kom længst i snak med klubben, men Göteborg dræbte alle muligheder for mig, for de satte en prisseddel på mig på 40-50 millioner kroner. Så hver gang en klub sagde til IFK, at de var interesserede, skræmte IFK dem bort med det samme. Så det kom aldrig længere. Jeg fik nu heller aldrig at vide, hvor seriøse klubberne var i deres henvendelse. Der er altid meget snak og mange rygter, men jeg var 21 år, og der var snak om Roma og Espanyol, og så kommer det bare til at fylde for meget oppe i hovedet.«

»Så jeg var meget skuffet. Jeg så det sådan her: Man gør altid det bedste for sig selv og for klubben, og når man har gjort det godt, har man en chance for at komme videre, for at tage et skridt i karrieren, men det satte de en stopper for med sådan en pris. Det sagde jeg også til dem. Det var ingen hemmelighed. Jeg gik ikke rundt og var indebrændt. Jeg sagde til dem: »Hvad fanden laver I. Det er en stor chance for mig. Det er drømmen«, men de sagde, at jeg havde tre år tilbage på kontrakten, så jeg kunne bare sidde stille og roligt og vente på et bedre bud, Men skal man koste så mange penge, skal man være angriber. Det er altid angribere eller midtbanespillere, der koster så mange penge. Der er ikke mange klubber, der vil betale så meget for forsvarsspillere, så jeg var faktisk meget skuffet. Altså dengang,« siger Ragnar Sigurdsson.

For han holdt niveauet, selv om IFK faldt fra førstepladsen i 2007 til nr. 3 i 2008, nr. 2 i 2009, nr. 7 i 2010 og aktuelt nr. 6, så der var fortsat interesse fra større klubber, som han også havde håbet på.

»Før jeg skiftede til FCK, vidste jeg, at jeg havde et halvt år tilbage af min kontrakt, så IFK ville sænke prisen, og jeg vidste, at hvis jeg fortsatte med at spille godt, ville jeg mindst få to-tre hold at vælge imellem. Jeg havde også andre muligheder (Club Brugge blev nævnt, red.), men jeg har altid godt kunne lide København. Jeg har været her mange gange, og klubben har spillet Champions League et par gange over de seneste år.«

»Faktisk tror jeg, at FC København måske er et bedre valg end Espanyol, for der er større chancer for at spille Champions League her end i Espanyol eller næsten noget andet sted. Så skridtet til FC København er det bedste, der kunne ske for mig,« siger Ragnar Sigurdsson, der efter skiftet blev officielt tog tilbage til Göteborg og spillede tre kampe, så det blev også til en fin afsked hjemme på Gamla Ullevi mod Elfsborg, hvor tilhængerne havde lavet bannere til ære for islændingen, der fik tak for alt og krav om et præsidentjob med på rejsen over Øresund.

»Ja, det blev en fin afsked, men det var også, fordi jeg var meget glad for, at det blev FCK. Havde det været et eller andet pissehold, så havde jeg ikke været så glad. Men efter mange skuffelser blev det til en god løsning for alle parter og også en meget god afslutning.«

Læs mere på næste side