FCK'er: Tror ikke at OB bryder ond cirkel mod os
Lars Rønbøg / Getty Images
Superliga

FCK'er: Tror ikke at OB bryder ond cirkel mod os

Den svenske forsvarsspiller Erik Johansson fra FC København har selv været i en svær situation tidligere, som OB er det nu. Han regner med, at FCK vinder kampen.

FC København skal efter et smalt 1-0-nederlag til Leicester i Champions League i midtugen tilbage på ret kurs. Københavnerne skal spille mod OB på søndag i Odense, og der møder de et hjemmehold, der ikke bare har et enkelt nederlag bag sig, men hele syv i de seneste otte kampe. 

Erik Johansson, der til kampen skifter dueller med Jamie Vardy ud med dueller med Rasmus Festersen, har selv været i en lignende situation tidligere, og ved derfor, hvordan det føles for OB's spillere.

- Når man taber mange kampe, er det svært at komme tilbage igen, og det går selvfølgelig ud over selvtilliden. Jeg har selv prøvet at spille på et hold i Sverige, hvor vi tabte mange kampe i træk, og det er svært at komme ud af den onde cirkel, så de har en stor opgave foran sig. Og jeg tror ikke de bryder den mod os. Der er dog stor chance for et kampbillede, hvor vi har bolden meget og de forsvarer sig meget, men vi har en plan for, hvordan vi løser det, siger Erik Johansson til FCK's hjemmeside.

Nu skal Erik Johansson og resten af FCK's mandskab forsøge at give OB et nederlag mere, og det skal gøres på dampen af den Champions League-kamp, de spillede mod Leicester.

- Selv om vi tabte den første kamp i lang tid, er vi stadig ubesejrede i Superligaen, og vi skal bare ud og køre på som vi plejer og gøre en god kamp og få en god følelse. Og vi kan også tage det høje, internationale tempo med, som vi spillede i forleden, selv om vi ikke fik point.

FC København har mødt hinanden en gang tidligere i sæsonen. Her vandt FCK på hjemmebane med 2-0 på mål af Ludwig Augustinsson og Andreas Cornelius i kampens sidste tre minutter.