Superliga

FCK uden N'Doye i ChL-kvalifikationen

FC Københavns Dame N'Doye skal med Senegal til OL i London.

FC København må undvære holdets stjerneangriber Dame N’Doye i slutningen af juli, da han er blevet udtaget til Senegals OL-hold. Det skriver BBC.

N’Doye er således indkaldt som en af de tre spillere over 23 år, og kan dermed se frem til at møde Storbritanien den 26. juli, mens VM-semifinalisterne fra Uruguay venter tre dage senere. I den sidste gruppekamp møder Senegal De Forenede Arabiske Emirater den 1. august.

Dermed må FCK undvære senegaleseren, når holdet spiller den første kamp i Champions League-kvalifikationens tredje runde. Hvis Senegal lykkes med at gå videre fra gruppespillet, kan københavnerne risikere, at den stærke angriber heller ikke vil være til disposition i det andet Champions Leauge-kvalifikationsopgør.