FCK udbetaler manglende feriepenge
Illustration
Superliga

FCK udbetaler manglende feriepenge

FC København har indgået et forlig med Spillerforeningen om manglende udbetaling af feriepenge. 

Flere danske klubber har i disse uger indgået forlig med Spillerforeningen vedrørende udbetaling af manglende feriepenge. Nu er turen kommet til FC København, der fredag har meddelt, at man har indgået en aftale med Spillerforeningen. 

- Vi har rodet op i arkiverne og kan se, at der er nogle få gamle kontrakter, der i denne sammenhæng kan kaldes løse ender. Og dem har vi nu, efter et konstruktivt forløb med Spillerforeningen, fået rådet bod på ved at indgå et forlig, som begge parter er godt tilfredse med, siger administrerende direktør Anders Hørsholt.

Der er ikke tale om et stort beløb, men det har været vigtigt for FC København at få ordnet sagen. 

- Selv om det ikke er store beløb, det har drejet sig om for vores vedkommende, så har det været vigtigt for os, at få renset tavlen omkring denne her sag. Det mener vi tjener dansk klubfodbold og F.C. København bedst, siger Anders Hørsholt.

Tidligere på sommeren har både Horsens og Esbjerg afregnet feriepenge med Spillerforeningen.