Superliga

FCK-reserve er på vej videre

Søren Frederiksen er aldrig blevet en succes i FC København, og nu er nok ved at være nok. Frederiksen kan være FCK-fortid i januar.

Ariël Jacobs har stort set ikke set Søren Frederiksens vej én eneste gang i efteråret, når han skulle udtage sine trupper til FC Københavns kampe. 23-årige Frederiksen er reserve for reserverne i FCK, og det har han været stort set, siden han kom til klubben fra SønderjyskE i 2010. Han har kun spillet to Superliga-kampe for FCK i sæsonen 2010/2011 og undervejs været udlejet til SønderjykE og Vejle.

Nu lakker Frederiksens FCK-tid mod enden. Hans kontrakt udløber til sommer, men han kan meget vel ende med at skifte klub i løbet af dette transfervindue.

- Vi har en god dialog med FCK, og hvis Søren gerne vil videre, så finder vi nok en løsning på det. Vi har fået lov at holde øjne og ører åbne for et skifte i januar, og der har også været nogle forespørgsler. Jeg kan ikke garantere, at han kommer videre nu, for det skal også være det rigtige. Det skal være en klub med et ordentlig setup, og vi håber på Superligaen, men vi kigger også på, hvordan den interesserede klub vil bruge ham, siger Frederiksens agent Jimmi Nagel Jacobsen til tipsbladet.dk.

Frederiksens lejeophold i Vejle i foråret 2012 blev spoleret totalt af skader, og derfor kom han tilbage til FCK i sommer uden at have fået den spilletid, som han havde håbet på skulle bringe ham tilbage i varmen i FCK. Det kom han ikke og derfor har han brugt det seneste halve år på at bevise overfor sig selv, at bentøjet stadig holder.

- Han har ikke misset en eneste træning i et halvt år, og nu det har været vigtigt for ham, at han har kunnet træne fast og bevise, at bentøjet og fysikken kunne holde. Derfor var vi heller ikke interesserede i at finde en anden klub til ham i sommer. Nu er han der, hvor han skal have bygget noget spilletid på, og det må se, om vi kan finde, siger agenten.

Søren Frederiksen har ud over de to Superliga-kampe spillet to kampe for FCK i pokalturneringen, i hvilke han scorede to mål.