FCK-profil om stærk hjemmebane: Enormt vigtigt med et fort
Foto: Tobias Nicolai Kvist Larsen/Polfoto
Superliga

FCK-profil om stærk hjemmebane: Enormt vigtigt med et fort

FC København kan tangere Superliga-rekorden for flest kampe uden nederlag på hjemmebane. William Kvist fortæller om betydningen af en god hjemmebane.

Hvis FC København undgår et nederlag mod FC Midtjylland i søndagens Superliga-kamp, kommer klubben til at tangere Superliga-rekorden for flest hjemmekampe uden nederlag i træk. 
 
FC København er aktuelt oppe på 28 hjemmekampe på stribe uden at tabe, og det glæder midtbaneprofilen William Kvist sig over.
 
- Det betyder rigtig meget. I fodbold er det grundlæggende sådan, at de fleste spiller bedst på hjemmebane. Vi har en fanbase, der altid skubber os fremad, og vi ved, at vi har en god bane at spille på. Vi spiller i nationalarenaen, og det betyder altid lidt ekstra. Jeg tror, at andre hold kommer med lidt større respekt, når de skal i Parken. Vi har bygget et fort op, og det er enormt vigtigt som tophold at have en sikkerhed for, at man samler en masse point på hjemmebane, siger Willaim Kvist til tipsbladet.dk.
 
William Kvist er godt tilfreds med, at FC København viser sin styrke på eget græs.
 
- Det har noget med kvalitet at gøre. Vi er ikke bange for at sige, at vi går efter mesterskabet. Vi har sikkert også det største budget og andre ting. Det er fint nok, at det viser sig. Der kommer resultater ud af, at vi har det behandlerteam, den trænerstab og det set-up. Det er dejligt. Det er skønt at se, at det hårde arbejde giver pote. Vi er syv og otte point foran konkurrenterne, og det giver en tryghed. Det er ikke 'do og die'. Vi skal også spille en pokalfinale, der bliver sjov at være med i. Vi glæder os, og kan vi stå med to pokaler om fem-seks uger, er det fedt. Vi har en positiv indgang til det i stedet for det modsatte, siger Kvist.
 
Den gode hjemmebane betyder også, at det ikke er katastrofe, at FC København har spillet uafgjort et par gange. 
 
- Vi skal forbedre os på udebane, og vi skal finde ud af, om der er noget mentalt eller andet, hvor vi kan finde nogle procenter. Omvendt: Får man tre point hjemme og et point ude, er det to point i snit. Det plejer at række ret langt, siger han. 
 
Kampen mellem FC København og FC Midtjylland fløjtes i gang på søndag klokken 18.00.